Sent lørdag aften ankommer jeg til den 700 kvadratmeter store herskabsvilla på Østerbro for at tage del i forestillingen Salò. Dette er den første uge af forestillingerne, der er inddelt i fire cirkler: Circle of Mania, Circle of Shit, Circle of Tears og Circle of Blood. Har man set Pasolinis film fra 1975, der danner forlæg for stykkets udskejelser vil man forstå, hvorfor det er med en vis nervøsitet, at jeg banker på husets fordør. I det mindste er dette ikke Circle of Shit.

Gæsterne bliver budt velkomne af madame Vaccari, der med den nyligt deflorerede unge Michette på knæet sørger for at rangdele aftenens indbudte. Vi får hver et farvet bånd, der viser hvem vi er gæster af. Fra bunden af: Children, maids, fuckers, madams og masters. Min medteatergænger bliver gæst af tjenestefolkene og bliver ført ud i køkkenet.

Her er han vidne til, at en af husets herrer tvinger en ung pige med ét ben til at løbe rundt ude i den snedækkede have. Tilmed på opfordring af én af gæsterne. Jeg selv er gæst af 'the masters' og føres ovenpå, hvor jeg bliver mødt med indsmigrende blikke og håndkys, når jeg støder ind i én af mine værter. Disse har dog i reglen travlt med at fornedre husets unge kvinder og mænd, eller blot tale om, hvordan de skal gøre det.

Absurd teater
I stedet bliver jeg rundvist af 19-årige Franchino, der spiller sin rolle så ægte, at det nærmest er umuligt ikke at blive berørt af hans fortælling om sig selv og sit liv. Han beretter om tvungent samleje med søsteren i samme tone, som han fortæller om sin drøm om at blive musiker.

Franchinos kærlighed til musik ender med at få involveret mig i lidt mere teater end jeg havde regnet med at sige ja til. I kælderens orgiesal har 'the masters' bestemt, at der skal opføres et 'tableau vivant', altså et levende billede. Her er det Franchinos opgave at lægge musik til begivenhederne og et par stykker af os indvilliger i at hjælpe ham.

Før vi ved af det, står vi foran størstedelen af aftenens gæster og husets performere og synger, mens de unge kvinder vrider sig i en bunke på gulvet for bedst muligt at illustrere en solnedgang, der vil tilfredsstille deres herrer. Den enes lyst vækkes øjensynligt undervejs og han springer ned mellem dem og tager for sig af retterne. Vi synger videre. Det er vist hvad man kan kalde absurd.

Et fascinerende trafikuheld
Personligt er jeg normalt ikke fan af teater med overdreven interaktion performere og publikum imellem. Ej heller er jeg til voldsporno eller horehuse og det er aldrig lykkedes mig at se Pasolinis film uden fjernbetjeningen inden for sikker rækkevidde. Alligevel er jeg dybt betaget af dette fremragende totalteater.

Det er med herskabsvillaen på Østerbro som med den noget nedslidte sammenligning om trafikuheldet, man ikke kan undgå at sagtne farten for. Man hverken kan eller vil se bort fra galskaben. SIGNA udstiller med Salò den perverterede glæde, vi oplever ved andre menneskers ulyksaligheder, og som selv de mest anstændige københavnere åbenbart er villige til at deltage i. Men vi konfronteres også med ubehaget og medlidenheden – selv om vi ved det er teater.

Det burde ikke være en anbefalelsesværdig lørdagsaktivitet, men en aften i Villa Salò er på en gang fænomenal underholdning og vigtig samfundsdebat. Vi er med garanti mange der dukker op igen, når Krausesvej 3 slår dørene op til Circle of shit.