Nu er det efterhånden ingen hemmelighed længere, at Berlin er de danske kunstneres nye favorit fristad. Over 300 danske kunstnere er bosat i Berlin, big stars som Olafur Eliasson har værksted hernede og Berlins eget magasin, Zitty, udnævner i en stor tresiders artikel Berlin til ”danskernes hovedstad”.
Men hvad er det, Berlin tilbyder, som trækker så hårdt i danske kunstnere? Er det de store events og den store mængde samtidsarkitektur i Mitte? (Som den danske kulturminister Brian Mikkelsen udtrykte på Charlottenborg den 29. april 2007 i forbindelse med konferencen København som kultur og vidensby).

Den danske kunst får mindre frihed
Måske er det nærmere friheden til at arbejde udenfor de kommercielle rammer og store events som lokker. Og måske mest af alt udenfor de tre søjler, som det nye danske regeringsgrundlag ’tilbyder’ kunsten: branding af Moder Danmark, garant for Fader Ytringsfrihed (den helligste lov) og sidst men ikke mindst: Kreativitet SKAL omsættes til kommerciel værdi.

Sparwasser HQ, som er et udstillingsfællesskab med en række danskere tilknyttet, giver muligvis en del af svaret på ovennævnte spørgsmål med den nuværende udstilling, freunde und bekannte.

Kunstens undergravende potentiale
Tanken bag udstillingen freunde und bekannte er, så vidt det fremgår af det sparsomme formidlingsmateriale, at lade kunsten selv gøre teori i stedet for at pakke den ind i teoretiske koncepter. Den slet skjulte henvisning til den franske filosof Gilles Deleuze peger på at lade kunstens subversive kraft komme til udtryk bagom kurateringskoncepter og teoretisk gavepapir. Deleuze døde i 1995, men inspirerer fortsat store dele af kunstverdenen. Ikke mindst med sine tanker om kunstens subversive potentiale: Kunstens evne til at undergrave den bestående magt og stille spørgsmålstegn til alt fra politiske systemer til kønsproblematikker.

Rodebutik
Midt i det forreste rum hos Sparwasser HQ hænger en stor mobile formet som et flyvende hus. Rundt på de slidte vægge hænger værker af vidt forskellig art, og fra bagrummet anes et stykke filmkunst bag en roterende lampe. Bevæger man sig forbi den skulpturelle fotoinstallation på gulvet og nedenunder i den lille kælder, skyder en overheadprojekter engelske ord fra fastfoodverdenen op på den hvide væg. Det hele er forvirrende og bærer minder nærmere om gadekunstens tilfældige og dog kommenterende collageagtige ophængning end af, hvad man traditionelt møder på kunstmuseer. Værkerne hænger for eksempel ikke med behørig afstand til hinanden og lader absolut ikke hinanden være i fred.

Værkerne taler sammen
Det er således ikke det enkelte værks subversive stemme, der hvisker til en, men derimod de forbindelser værkerne indgår med hinanden i. Emner, diskussioner og objekter sammenføres på nye og udfordrende måder og stiller spørgsmålstegn til en række emner på et metaplan, især til kunstinstitutionens reproduktion af en særlig udstillingsmodus, der netop består af kategorisering og dermed opdeling. På samme måde problematiseres rummets organisation og som hos Lise Harlev sprogets betydning for samtale og identitet. Således virker kunstværkerne undergravende på en række områder, men det centrale for mig var den samtale værkerne indgik i med hinanden. Kommenterende og kontrastfyldt og dermed betydningsdannende også i forhold til hinanden.

Kunst langt væk hjemmefra
Udstillingen er således et yderst interessant bidrag til kunstscenen. Og den viser med al ønskelig tydelighed, at kunstnerne foretrækker at lade værkerne tale nedefra, langt under begreber som ytringsfrihed og danske værdier. De danske kunstnere er ikke en særlig dansk skole i Berlin, men derimod individuelle kunstnere på flugt fra de tidligere nævnte værdier samlet i en by med massere af plads og frihed – og så på flugt fra en bestemt opfattelse af kunsten.

Måske er det på grund af frirum som Sparwasser HQ, der hverken kræver store indtægter eller procenter af solgte værker, at Berlin tiltrækker så mange kunstnere – ikke mindst fra Danmark. Næppe på grund af store events eller glas- og betonfacader i Mitte. Blandt de 48 kunstnere, der har fundet vej til udstillingen, findes i hvert fald prominente danske navne som Søren Lose, Jacob Jensen, Jakob Kolding, Lise Harlev, og Pernille Kasper Williams.