Hvor befriende – en gruppeudstilling, der ikke er indpakket i et mere eller mindre vellykket tema.
Værker på Enter-udstillingen er slet og ret udvalgt, fordi kuratorene kan lide dem. Det giver en udstilling fyldt af lort og lagkage (som alle andre udstillinger). Men i Enter er der ingen tematisk ramme til at afstive de mest tyndbenede værker – det, der ikke kan stå af sig selv, falder sammen med et BRAG.
Heldigvis hviler der en opløftende tavshed over det meste af udstillingen.
Venteværelsesvideo
Lydefrit viser Johanna Domkes video Cuers en uendelig række ventende mennesker. Kameraet glider roligt fra venterum til venterum – lufthavnen, hospitalet, det offentlige kontor, alle de steder hvor man venter og venter og venter. Der sker ingen udvikling eller afvikling, kun afventning.
Mens vi venter i stilhed
Den rolige, men insisterende kamerabevægelse forplanter stemningen i filmen til rummet foran lærredet. På få sekunder var jeg inddraget i personernes venten, og som enhver nytilkommen i en ventesal forsøgte jeg at finde tegn på håb eller resignation i de andres ansigter for at aflure, om vores situation nogensinde ville forandre sig...
Larmende uvedkommende amatøretnografi
Men ikke alt er tavshed. Det bragede løs, da jeg gik forbi Nanna Debois Buhl og Sonja Lillebæk Christensens amatøretnografiske dokumentarprogrammer.
Debois Buhls Donky Studies handler om æsler i Vestindien og fortæller om den arv, danskerne har efterladt i de tidligere kolonier. Lillebæk Christensens Gerningsstedet handler om sydhavnskvarteret i København og fortæller, at Sydhavnen ikke er så rå, som den fremstilles i film og på tv...
DR2-potentiale (søndagformiddagssendefladen!)
Filmene søger, som alle dokumentarprogrammer, at ændre vores opfattelse af virkeligheden. De kunne som sådan med fordel vises på DR2 en søndag formiddag, men som kunst er de kedelige og uvedkommende.
Min virkelighedsopfattelse er - i denne sammenhæng - uforandret indifferent. Skrevet mere bramfrit: vestindiske æsler og Sydhavnen i solskin rager mig (stadig) en papand.
Skærmmorskab
Der er heller ikke stille omkring Jacob Nielsens værker. Folk griner og pjatter, når de opdager Nielsens manipulerede computerskærme, hvor bogstaverne falder ned af linjerne og ikonerne sejler rundt på det klassiske Windowsskrivebord.
Det er en lille vits, men en vits, der får folk til at le og dermed opnår langt mere end kunst, der forsøger at ændre vores opfattelse af virkeligheden.
Fakta:
Enter er kurateret af rektorerne fra de tre danske kunstakademier; Mikkel Bogh fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Sanne Kofod Olsen fra Det Fynske Kunstakademi og Jesper Rasmussen fra Det Jyske Kunstakademi samt Brandts eget faglige team
Det er i sig selv ganske grænseoverskridende og interessant, at akademi-rektorerne sådan udvælger enkelte fremfor loyalt og solidarisk at stå bag alle deres elever som rektor-rollen i det daglige kræver. Spændende for kunst-publikum og sikkert ganske nervepirrende for akademiernes kunstnere. Det er en udstilling, der nok skal blive diskuteret der!
Også interessant at se, hvordan den kommer til at stå i forhold til afgangsudstillingerne. Bliver der tale om en 'mega-EXIT' eller 'meta-EXIT'? Hvor det normalt handler om at blive optaget på akademierne fra start, bliver det afgørende nu måske at blive udvalgt til slut, når man er færdig. Igen spændende og debatskabende!
Andre, såsom Mette Vangsgaard afsluttede på Det Kongelige Danske Kunstakademi tilbage i 1999 og en hel flok afslutter først i 2009/2010.
Så afgangsudstillingesbegrebet, hvadenten det er MEGA eller META skal sateme vrides meget for at kunne passe på denne udstilling.
Men kunsten.nu’s parodier på kunstanmeldelser er simpelthen intet mindre end latterlige, toppet af det her patetiske forsøg på at lege Michael Jeppesen. For helvede, manden kan skrive så det er sjov, det kan du fanme ikke.
Men over en kam er der ingen på kunsten.nu der gider skrive en anmeldelse. Vi bliver ikke informeret, der bliver ikke diskuteret. Det eneste vi får serveret er en række temmelig ukvalificerede holdninger. Jeg ved godt at det er svært at finde ordentlig arbejdskraft der ikke skal have betaling. Men hvis folk ikke gider andet en klampe en halv A4 side sammen om store udstillinger, så skulle de hellere lade være.
Anmelderen af Enter, Kaspar Lie, hat tilsyneladende kun se set tre-fire af udstillings værker, som han så skøjter let og nedladende hen over.
At omtale Nanna Debois Buhls video som larmende er direkte i strid med omstændighederne. Den er tværtimod meget afdæmpet i sit tempo og sin lydside. Sonjas, min hustru, film er ganske rigtig i perioder oppe i tempo, men det er ikke en omstændighed der på nogen måde er gældende for filmen som helhed. At Kaspar Lie siger at de hører hjemme på DR2 viser tydeligt at han ikke ved en skid om programpolitikken på de forskellige tvkanaler og at han ikke kan se forskel på en film der er en klassisk tvdokumentar med en tvkanal som afsender og den dokufisering der finder sted i denne genre som han så hånligt omtaler som amatøretnografi. Der er vist ingen tvivl om hvem der er amatøren her. At omtale Jacob Nielsens værk som en lille vits er ganske enkelt utåleligt. Man forestiller sig anmelderen gå småklukkende ud fra udstillingen mens han piller gammelt æg ud af skægget.
Det der var brug for ved Enter var ligeledes en diskussion af hele udstillingens grundlag. Hvilket resultat får man ved at sætte rektorerne for landets kunstakademier til kuratere en udstilling som en modvægt til de kommercielle gallerier? Hvis man havde gidet, så ville udstillingen lade sig aflæse på temmelig mange planer, som både ville handle om kunst og om magtforhold i kunstverden og især mellem akademierne. Set og formidlet på den måde ville udstillingen netop ikke være usammenhængende, men måske lidt for velkonstrueret og repræsentativ for den del af kunstscenen der er på vej ind på gallerierne. Hvorfor er der for eksempel ikke repræsenteret nogen af de folk der arbejder aktivistisk, eller byrummet i det hele taget? Hvorfor spiller rektorerne så direkte ud i forhold til gallerierne? Disse og mange andre forhold fortjener at blive diskuteret, men som det ser ud i øjeblikket findes der ingen offentlige fora for det, og da slet ikke kunsten.nu.
Jeg har længe forsøgt at tage mig sammen til skrive angående standarden af anmeldelser på kunsten.nu, men der skulle åbenbart et personligt engagement til. Men miséren viste sig tydeligt ved skriblerierne om U-turn, og det var her jeg tændte rigtig af. En så stor og på alle måder politisk vigtig udstilling blev der jazzet hen over med den samme halve uengagerede A4 side. Der blev ikke diskuteret noget som helst og der blev ikke fulgt op på det. Et så stort statsligt engagement i at lave en slags flagskib samtidskunsten burde være fulgt til dørs kritisk. Hvad betyder det for den danske kunstscene osv., men endnu engang fik vi en ligegyldig smagsdom. Hvis en smagsdom skal have værdi skal den afleveres af folk der har betydning og position, det har en person som Michael Jeppesen, derfor gider man blive sur når han flipper unødigt ud.
Kunsten.nu bliver nødt til at indse at de ikke er i en position til at afsige smagsdomme. Og det er også rigeligt med tosser der gør alle mulige steder. Hvad med om det blev et forum for diskussioner om kunst i stedet.
Den redaktionelle linje på KUNSTEN.NU er 2500-3500 anslag pr. anmeldelse så der er ikke plads til de store diskussioner og gennemgang af alle værkerne på en udstilling. Det er anmelderens opgave at finde det 2500-3500-anslags-snit han eller hun finder passende for en udstilling og det overstående snit er det jeg fandt passende for ENTER.
Smagsdommen er en del af enhver kunstkritik - er værkerne gode eller dårlige - og det er kritikerens opgave at kvalificere smagsdommen, hvad enten den er en positiv eller negativ. Om denne kvalificering lykkes er til diskussion og derfor er disse kommentarfelter åbne for andre synspunkter.
Jeg skriver i min anmeldelse at det brager løs ved Nanna Debois Buhl og Sonja Lillebæk Christensens værker. Bragene skal læses i forbindelse med indledningsafsnittet hvor det fremgår, at det der i denne udstilling ikke kan stå uden et støttende tema, falder sammen med et brag. Det bragende skal derfor forstås i overført betydning for begge værker er stille og rolige i både lyd og billede.
Den kunst der i videomediet arbejder med etnografiske strategier kæmper en hård kamp. Den skal fortælle en historie og derigennem udfolde en, for det meste, meget konkret problemstilling. Derfor kræver den, til forskel fra meget andet videokunst, at publikummet sidder hele forestillingen igennem.
Problemstillingen og historien kan være nok så vigtig, såsom Danmarks fortid som kolonimagt etc., men formår filmene ikke at fastholde min interesse så er alle de gode intentioner spildt.
Disse værker har nydt godt af de senere års mange temaudstillingers støtte, både ved at give videoerne udstillingsplads og ved at indsætte dem i tematiske indramninger - men alligevel er det som om at værkerne aldrig bliver set af nogen - hvor mange har eksempelvis set den række etnografiske videoer der blev udstillet i U-Turns Tap E bl.a. Irena Boteas Ladybug om romænske sigøjnere?
Videoerne passer som fod i hose til udstillingernes temaer om "Mødet mellem Øst og Vest/Nord og Syd/Os og Dem/osv." og tjener dermed et formål hindsides deres kunstneriske kvaliteter, men jeg tror at den generelle oplevelse af disse værker foregår på følgende måde - man stikker hovedet ind i fremvisningsrummet, kikker et øjeblik og køber udstillingskataloget med hjem hvor man både kan læse historien værket udfolder og problemstillingerne det opstiller.
Jeg gør det selv på den måde når jeg ikke skal anmelde udstillinger og virkeligheden er at jeg får ca lige så meget ud af værkerne hvadenten jeg ser dem igennem med mine egne øjne eller læser om dem i udstilingskatalogerne.
Når temaet ikke længere er der og de skal stå på egne ben så skal de netop det - stå på egne ben som alle andre værker. Og det er der de mislykkes som værker - de formår ikke at fastholde publikum længe nok til at overbringe historien og problemstillingen på egen hånd.
Og endeligt - når jeg kalder Jacob Nielsens værker for en lille vits og efterfølgende sætter det i forbindelse med kunstens evne til at påvirke den virkelige verden hensides kunstens sfære så er det en meget positiv smagsdom.
Igennem det sidste årti, ikke mindst efter Bourriauds forestillinger om mikroutopier, har der været en forestilling om at kunsten har konsekvenser for virkeligheden, at den har overvundet sin autonomi, at den historiske avantgardes forstillinger er blevet indfriet, men jeg tilhører de kunsthistorikere og teoretikere der igen er begyndt at tvivle på kunstens evne til at gøre den store forskel i den politiske/hverdagslige/sociale/etc. virkelighed - jeg har ikke set det lykkes.
Så når jeg oplever at et værk har en konkret konsekvens på virkeligheden - såsom at få folk til at le - så er det det lag af værket jeg synes der skal frem i lyset, det er der værket er mest spændende og formår at gøre noget uventet.
Så til sidst - tak for kommentaren, heldigvis er der ikke begrænsning på længden hernede i de røde felter.
At afgive en smagsdom som du gør i din anmeldelse af Enter uden at fremligge præmisserne er jævnt hen rigtig dårlig stil. At din præmis for at du ikke bryder dig om film der beskæftiger sig med andet end sig, er at du synes de for lange til at du gider se dem til ende, diskvalifiserer din vurdering af dem. Det er simpelthen ikke et argument at noget tager tid og du nok mener at have set noget der minder om det engang.
Filmen Ladybug fra U-turn er dog det dårligste eksempel på det, i øvrigt. De fire gange jeg var forbi U-turn var der fyldt foran lige præcist den film og folk følte sig godt underholdt.
Men det lader til at du har et altomfattende problem med de sidste ti års kunstproduktion. Men jeg ved ikke rigtig hvor du får den der fra med at den type kunst du ikke kan lide prøver at redde verden. At den diskuterer præmisserne for at snakke om verden, ja, redde den, nej.
Umiddelbart lugter det rigtig meget af den diskussion der var mod det ekspressive maleri i starten af firserne, her bare med omvendt fortegn. Nu er det på tide at søge tilflugt indeni?
Et andet problem er at du ikke skelner mellem værkerne og udstillingerne. Du lader værkerne gå restløst op i udstillingernes tema, hvilket er en simpel fjollethed.
Videre om Enter: det er stadig ikke gået op for mig hvordan man kan skrive en anmeldelse af netop Enter (og U-turn) uden at tage en diskussion af præmissen for udstillingen. Som udgangspunkt er det det udstillingen handler om. En anden ting, at karakterisere en udstilling med 20 deltagere ud fra 4 af bidragene er direkte manipulerende, på den ikke så fede måde.
Din bemærkning til Jacob Nielsens værk var at det var en LILLE vits, hvilket bare er jævnt hen patroniserende.
Jeg bliver i den grad provokeret, når du Christian-smidt rasmussen skriver at "over en kam er der ingen på kunsten.nu der gider skrive en anmeldelse. Vi bliver ikke informeret, der bliver ikke diskuteret. Det eneste vi får serveret er en række temmelig ukvalificerede holdninger." Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Kunsten.nu er båret frem af engageret team af frivillige og ansatte der synes at debatten og kritikken er vigtig for samtidskunsten. Redaktionen består af kompetente formidlere som har tilegnet sig et fagligt grundlag, for at udtale sig om kunst. Vores anmeldelser og reportager går igennem flere instanser før de ligges ud på siden, at du Christian-smidt rasmussen så ikke er enig dommen, er en anden sag.
Jeg vil ikke gå ind og forsvare Kasper Lies anmeldelse, fordi jeg synes han forsvarer den glimrende selv. Han redegør for tematikken, slår ned på de værker, hvor det for ham er væsentligt og argumentere tydeligt for sin omtalte dom: "Filmene søger, som alle dokumentarprogrammer, at ændre vores opfattelse af virkeligheden. De kunne som sådan med fordel vises på DR2 en søndag formiddag, men som kunst er de kedelige og uvedkommende.
Min virkelighedsopfattelse er - i denne sammenhæng - uforandret indifferent. Skrevet mere bramfrit: vestindiske æsler og Sydhavnen i solskin rager mig (stadig) en papand."
At Kasper Lie går til stålet er i mine øjne kun befriende, så længe han reflekterer over sin dom (hvordan fungerer værket som KUNST), og det gør han. Den står for Lies regning, og som det ovenstående udtrykker, er han klar på at debatere den subjektive holdning. Et element, vi prioriterer på KUNSTEN.NU. Og hvor kan man ellers indgå i en sådan kritisk dialog om kunsten i dag? Nok om det...
For Schmidt Rasmussen lancerer en langt mere generel kritik, som mangler redaktionelt modspil. Pernille Rom Bruun har (som frivillig skribent og kritiker ved KUNSTEN.NU) allerede pointeret flere realiteter, og jeg vil meget gerne supplere.
Først. KUNSTEN.NU er i sin nutidige form et ungt medie i konstant udvikling, hvor både redaktionelle linjer og kritiske discipliner diskuteres ugentligt. Vi er fagfolk og uddannede (nogle under uddannelse) indenfor det vi laver. Visionen er klar: Vi vil møde samtidskunsten refleksivt og kritisk, og for guds skyld aldrig ligesom sidst... Derfor er der flere skribenter, mange stemmer, mange greb og BESTEMT ingen homogenisering. Hvornår er længde iøvrigt blevet udtryk for homogenitet? 3500 anslag er ikke en form, man presser ned over noget indhold. Det er en længde, som iøvrigt - skal jeg lige pointere - bliver forvaltet vidt forskelligt, hvis man altså læser anmeldelserne.!?
Dernæst, synes jeg, det er ganske uforstående og dybt forfejlet at påstå, at der ikke er nogen "på kunsten.nu der gider skrive en anmeldelse. Vi bliver ikke informeret, der bliver ikke diskuteret. Det eneste vi får serveret er en række temmelig ukvalificerede holdninger." Den vil jeg faktisk slet ikke kommentere.
Til sidst vil jeg da lige understrege, at KUNSTEN.NU lytter og forholder os til den kritik, der kommer (og der er flere med holdninger omkring dette), så længe den er brugbar. En enøjet, måske slet og ret fornærmet galde, leder dog ikke til yderligere refleksioner og tiltag, som kan være KUNSTEN.NU til gode.
Vi vil gerne arbejde med en større fleksibilitet i vores anmeldelser (hvilket før er blevet vendt af vores læsere) og diskuterer som sagt konstant mulige alternativer, kritiske greb, form og indhold i disse. Samtidskunsten HAR nemlig brug for en platform, der tager den alvorligt, og ikke som en sæk rodne æbler, der skal ryddes ud i med et usagligt angreb. Vi er selv kunstfaglige, og tager derfor dette ansvar ganske alvorligt. Det burde være åbenlyst.
RED.
OBS: HER SKAL DER IØVRIGT LYDE EN OPFORDRING TIL AT SKRIVE TIL OS (EVT. SOM DEBATINDLÆG I Debatten), HVIS MAN VIL DISKUTERE DE PRINCIPIELLE OG REDAKTIONELLE LINJER PÅ KUNSTEN.NU.
Jeg svarer lidt løbende på de to sidste indlæg. Dagblade har ikke kritik af billedkunst, de har hjerter og bruger heller ikke mere end 3500 anslag. Weekendavisen nytter det ikke noget at læse da den stort set ikke skriver om samtidskunst og sjældent noget relevant.
Jeg læser rent faktisk anmeldelserne og nu må jeg korrigere jer, det er mig som læser der skal vurdere om i laver et stykke kvalificeret arbejde og ikke jer som skribenter. Hvis jeg ikke bliver informeret som læser, bliver jeg ikke informeret som læser, det er ikke en holdning, det er et faktum. Jeg blev konkret overhovedet ikke informeret om Enter, jeg blev informeret om anmelderens holdninger. Hvilket er noget ganske andet.
Kaspar reflekterer ikke over sin domme i artiklen, det gør han først i svaret på mine brokkerier, hvilket er lidt sent. Det han gør i artiklen er at sige, på forskellige måder, at dokumentaristisk kunst er kedeligt fordi det er kedeligt.
Men som jeg også påpegede i mit første indlæg, så var Kaspars artikel blot den endelig anstødssten til at jeg skrev.
Hvis i fastholder at 3500 anslag som normen, fastholder jeg at i mister en del læsere, da det simpelthen ikke til dato er lykkedes jer at favne en større udstilling på en rimelig måde. Hvis noget medie rent faktisk egner sig til mange forskellige udtryksformer og formater er det nettidsskriftet.
Den konkrete grund til at jeg skriver er at i som redaktion fuldstændig har undladt at gå ind i diskussioner omkring U-Turn og Reality Check, og nu Enter, som er massive institutionelle satsninger, med temmelig store konsekvenser for det kunstneriske landskab i Danmark. Aviserne er generalistiske og nyhedsorienterede og kan ikke gå nærmere ind i disse diskussioner. Så, som det ser ud nu er der ingen offentlig tilgængelig platform for disse diskussioner. Det er det jeg er temmelig træt af. Hvad skal jeg bruge en række private kvalitative vurderinger til, når diskussionerne mangler?
Jeg svarede i skikkelse af at være redaktør på kritik-stoffet, ogdermed er jeg det sidste led rent redaktionelt, der skal vurdere om der bliver informeret, argumenteret i en grad, som vi som medie kan være bekendt. Derfor kan jeg også sige noget principielt om vores holdninger til de spørgsmål du rejser. At du så som læser er uenig i det, kan i bund og grund være afsæt for en vigtig debat. Derfor er det også bare des mere frustrerende, når du skærer hele anmelderstaben/KUNSTEN.NU over et som nogle uvidende, barnagtige fjolser. Iøvrigt er det vel også temmelig selvmodsigende at du en tidligere debat her på siden sagde følgende om Michael Jeppesens behandling af Kørners malerier:
"Og det hånlige snøft som Michael Jeppesen har til overs for dem (Kørners malerier, red.), han konstaterer at det åbenbart er farligt at være med i en krig, er så præcist og analytisk som det er nødvendigt."
Dengang gik det bare ikke udover din nærmeste?!
U-TURN kunne have været løftet yderligere. Det er jeg enig i. Vi har forsøgt at komme rundt, og har måske nok primært (udover anmeldelserne) været fokuseret på at stille spørgsmål (interviews) og formidle, analysere og fortolke det kunstbegreb, U-TURN opererede med. Det har i bakspejlet været knap så givtigt for debatten, men forhåbentlig for de læsere for hvem kunstbegrebet primært er maling på lærred. Heldigvis har flere bidraget konstruktivt til debatten i vores debatforum. Og her kunne du i princippet have rejst de problematikker, du nævner.
Jeg er dog glad for at du ser KUNSTEN.NU som et sted til disse diskussioner, og vi vil også gøre alt for netop at løfte disse op fra nyhedssuppen.
Det kan godt være at du, Christian, synes at skribenterne på kunsten.nu - det inkluderer jo så mig selv - er komplet idioter. Men sitet er åbenbart alligevel interessant nok for dig til at du har stukket snuden frem fra Sydhavnen for at skrive harme debatindlæg adskillige gange. Jeg ser det som en positiv udvikling at kunstnere som du rent faktisk får deltaget i debatten, og jeg ser også gerne at man reagerer på anmeldelser man opfatter som dårlige. Det har der tidligere været tendens til at man ikke turde gøre - nu mangler vi bare at de berørte kunstnere også selv tør forklare sig og kommentere anmeldelser direkte - og helst ikke kun her på siderne.
Jeg mener at det er godt for kunstkritikken i DK at kunsten.nu er kommet på banen med både anmeldelser og aktiv debat, det er en kæmpe forbedring i forhold til da kopenhagen var altdominerende på området.
Med hensyn til længden af artiklerne, er jeg imidlertid enig med Christian og mener at det ikke kan undgå at have en vis forfladigende effekt at man ikke kan skrive længere anmeldelser.
At skrive en anmeldelse er at forsøge at udøve magt i en kamp om definitionerne, og det her hvor smagsdommen er problematisk. For nu endnu en gang at vende tilbage til hr. Jeppesen, er der en forskel på den smagsdom han udøver og den en kunsthistoriker udøver. Jeppesen taler på egne vegne, det er et særstandpunkt, en kunsthistoriker udtaler sig med en akademisk tradition i ryggen. Kunsthistorikeren udtaler sig med basis i en række diskussioner som er mere eller mindre tilgængelige for os andre. Og det er her min anke er, fremlæg grundlaget. For det var bl.a. det der er anken i forbindelse med diskussionen om Jeppesen, at han ikke åbent fremlage sin økonomiske interesser i billedkunsten.
I øvrigt som svar til mathias, fastholder jeg at Jeppesens snøft over for Kørners værker på U-Turn, faktisk var bundet i en rimelig analyse. Den der bekymring, avlet over aftenkaffen foran tvavisen, som malerierne er udtryk for, kan ikke udtrykkes mere præcist end: nå, det er åbenbart farligt at drage i krig.
Min tone i indlæggene, som er skarp og noget irriteret, er affødt af at anmeldelse som sagt ikke er en uskyldig ting at udgive. Ting har konsekvenser, så det fordrer en temmelig udviklet social sensibilitet. Ikke der med sagt at i skal holde jer tilbage, men det nytter ikke noget at være sart når man får et par over snuden, som kunstner står man model til ret meget. Så tonen bør ikke undre jer.