Fra 21. august til 24. oktober afholdes samtidskunstfestivalen TUMULT i Nakskov, Nykøbing F, Gedser, Vordingborg og Stege. Mange nationalt og internationalt kendte kunstnere og kunstgrupper såsom Mark Dion, Aleksandra Mir og Superflex deltager med helt nye kunstprojekter, som forholder sig til området.
Hensigten er at åbne op for nye muligheder at tænke, agere og engagere sig i aktuelle spørgsmål på.
Publikum deltager aktivt
I en dynamisk dialog mellem steder, publikum og kontekster vil TUMULT skabe inspirerende personlige oplevelser og engagere, udfordre og debattere.
I en pressemeddelelse lyder det, at man for eksempel kan få en psykoterapeutisk behandling over telefonen, opdage diskoteksspejle glimte midt i landskabet, blive interviewet om sit livs fiaskoer i tårnet af et tidligere mælkelaboratorium, eller se en fjernsynsskulptur på 4x48 meter rejst i en landsby med indbyggernes egne fjernsyn.
Forandringer på vej
Egnen står overfor markante forandringer, og TUMULT inviterer derfor alle til at deltage i diskussionen om udviklingsmuligheder og om kunstens potentiale for at medvirke til forandring.
Der er åbningsfest den 21. august kl. 17-22 ved Gåsetårnet i Vordingborg.



![[AWA] Art Weekend Aarhus [AWA] Art Weekend Aarhus](http://www.kunsten.nu/data/cache/article/articleTheme_59.130_65.jpg)

















