Der er samtidskunstfestival på Lolland-Falster og Møn. Statens Kunstråd har doneret 2 mio kr. til festivalen Tumult, som bringer samtidskunst ud til lokalbefolkningen i et område af Danmark, der normalt ikke bugner med kunst- og kulturtilbud. Festivalen præsenterer kunst, der er skabt til området og menneskene her.

Nærvær
Festivalens ønske er at være tilstede i lokalmiljøet, som en diskussionsgenerator og som engagement.

Selvom Tumult, er en festival, vil Tumult, sikkert i højere grad opleves som enkeltstående oplevelser for forbipasserende og for lokale borgere, der på den ene eller anden måde er blevet inddraget i skabelsen af værkerne.

Kunstparnasset er for en stund ikke den primære målgruppe. Der bliver i stedet kommunikeret direkte med et nyt publikum, der hvor disse er at finde. Væk er overflødigt, indforstået intertekstualitet og lir. De steder, hvor det lykkes, føles det oprigtigt befriende, at kunstens kerne er insisteren på nærvær.

Tumulter, hulter til bulter
Det vil tage flere dage at komme rundt om alle de kunstoplevelser, der er at hente i krogene af denne landsdel. Ikke så meget fordi der er overvældende mange værker (21 for at være nøjagtig), men fordi de er spredt ud over et meget stort område.

Jeg har kun set et udpluk af værkerne, og for mig at se indeholder værkerne mange forskellige kvaliteter og er naturligvis også af svingende kvalitet. To værker af henholdsvis Søren Lose og A Kassen angriber dog udstillingskonceptet på særlig interessant vis.

Bag facaden
Søren Lose har tidligere med sine billeder af forladte huse fra Lolland-Falster været med til at igangsætte en diskussion om udkantsdanmark. De fleste af de tomme huse, som Søren Lose fotograferede i perioden 1996-2006 er i dag forsvundet og måske glemt.

Til festivalen Tumult har Søren Lose valgt at genskabe en facade han fotograferede i 1999 i et 1:1 skalaforhold.

Facaden er opstillet 10 km. fra det sted, hvor huset oprindelig lå, og står nu i et (forholdsvis) trafikeret kryds midt ude i ingenting. Her kommer mange mennesker forbi, som ikke kan undgå at se en opstillet facade ude i en kornmark, tilsyneladende en nyttesløs konstruktion.

Måske minder facaden de lokale om noget, der var. Eller også vækker dens fremkomst en undren, en forvirring. Værket leger med de tomme og måske nedrevne huses psykologiske betydning for lokalbefolkningen.

Vendt op og ned
På bytorvet i Nykøbing Falster har A Kassen med et enkelt greb ændret på omgivelserne. En tillukket facade, der skulle skjule en udbrændt bygning, har i mange år skæmmet torvet. A Kassen har åbnet facaden op og vendt den på hovedet.

A Kassens anderledes facade lader de forbipasserende se tomten bag facaden, men den er med sin legende fremtoning også attraktionsværdig og kønnere end facaden den har afløst.

A Kassens Flipfacade er et kreativt bud på, at det er tilladt at ændre på historien og skabe sine egne omgivelser.

Mens festivalen er i gang, vil Søren Loses og A Kassens værker stå og sitre, og de vil tyst insistere på at blive lagt mærke til. De vil helt sikkert fremprovokere undren, hovedrysten og omtanke.

Antropologisk undersøgelse
Andre af festivalens deltagende kunstnere har valgt i højere grad at inddrage de lokale i værkprocessen. Alexandra Mir har engageret en lokal journalist til at udspørge borgerne om, hvordan de mener, man IKKE skal leve sit liv.

Udpluk fra disse statements bliver løbende hængt op i et tomt lokale i et gammelt fabrikstårn i Nakskov, ligesom nogle bliver offentliggjort i den lokale presse. Alexandra Mirs antropologiske værk giver et underfundigt indblik i livet på Lolland-Falster. Særligt kunne jeg godt lide følgende ophængte statement:

”Du skal tænke dig om, og ikke bare sige ja, hvis nogen spørger, om du vil organisere en fætter-kusine fest."

Hvem snyder hvem?
I den lille by Horbelev har kunstnergruppen Wooloo bedt befolkningen om at slukke fjernsynet, rive stikket ud af væggen og lade familiefjernsynet være en del af en stor fællesskulptur under festivalen.

Konceptet lyder ubehageligt frelst, hvilket naturligvis også har gjort, at mange lokale først stejlede over opfordringen. Men kunstgruppens vedholdende insisteren har dog resulteret i en kæmpe stor fjernsynsinstallation, skabt udelukkende ved hjælp af arbejdskraft og materialebidrag fra byens indbyggere (om end det nok nærmere er soveværelses-fjernsynet der er blevet ofret end stue-alteret).

På skærmene i installationen vises en film af processen.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige eller synes om projektets koncept og kunstneriske kvalitet. Men da jeg ankom til byen på ferniseringsdagen havde befolkningen hejst flagene.

Flere børn og deres forældre gav en sidste hånd med installationen og stoltheden lyste ud af øjnene på børnene. Nogle børn rendte rundt og råbte: HOR-BE-LEV, HOR-BE-LEV! Det gjorde indtryk at se samtidskunst generere sådan et sceneri.

Sættes der spor i pløjemarken?
Om nogle måneder vil festivalen slutte og kunsten forsvinde. Vil kunsten sætte sig spor, eller vil den blive glemt med det samme?

Jeg skal ikke kunne sige det. Mit bud er, at denne festival gør stort indtryk på de inddragede og forbipasserende.

At blive set og taget alvorlig
Jeg tror, at festivalen har været og vil blive en positiv oplevelse, både fordi der findes interessant kunst i kataloget, og fordi jeg stadig kan huske, hvordan det var som teenager at bo i en lille by langt, langt væk fra et kulturelt centrum. Hvis en kunstner dengang var dumpet midlertidigt ned i min by og oprigtigt havde ønsket en dialog med mig og min by, så havde det betydet noget!

Et kunstnerisk indslag – noget der skubbede lidt til alt det vante, og som kunne få folk til at tale om andet end tilbuddene i SuperBrugsen – det havde været kærkomment. Det ville have smagt af eventyr.

Det havde sandsynligvis også givet en følelse af at blive set og blive taget alvorlig. Sidst men ikke mindst havde det måske endda givet mig muligheden for at tale med mine venner og familie om, hvad det betød at bo lige netop der, hvor vi gjorde.