Biennale i trygge rammer
Uden at ryste på hånden gjorde Piero Manzoni med værket Socle du Monde fra 1961 den hele verden til sit kunstværk og dets placering i erhvervsområdet øst for Herning til verdens navle.
Så radikal er biennalen Socle du Monde ikke. Faktisk holder den sig sikkert indenfor museumsudstillingens normale rammer, både hvad angår rum og værkformater. Så forventningen om, at en biennale er en kunstbegivenhed ud over det sædvanlige lades noget uforløst.
Gode forretningsforbindelser
Socle du Monde bienalen har i år undertitlen Between Cultures og handler om interkulturalitet. Men den grundlæggende præmis for bienalen er foreningen af kunst og erhverv, og udgangspunktet er at parre en kunstner med en virksomhed.
Det er i sig selv ingen sensation. De fleste kunstnere anvender i dag andre materialer, end dem forhandlere af kunstnermaterialer har på hylderne. Ved udstillinger og værker er vi vant til at se sponsornavne på skiltene. Der kræves derfor mere integrerede samarbejder, og der er forskel på, hvordan dette formidles.
Et godt og klart samarbejde ses i Lillibeth Cuenca Rasmussens portrættæpper. Her er en række personer blevet bedt om at forestille sig selv som af en anden etnicitet. Det har virksomheden Ege Tæpper fremstillet som store billedtæpper.
Her er virksomhedens gesjæft blevet udnyttet til at skabe et værk, der på enkel og original vis fortolker temaet ’Between Cultures’. For billeder på tæpper er noget sært og fremmedartet i Danish Modern-land!
Joachim Hamou får direkte sat sit aftryk på sin samarbejdende virksomheds produkt, Dagbladet Børsen. Her har han igennem en uge indsat en række rubrikker med udsagn, der skal få læserne af avisen til at undres og stoppe op.
Endelig et værk, der kommer ud af museet og ud i forretningsverdenens virkelighed!
Usynlige virksomheder Det er dog ikke alle parløb, hvor begge parter er med. Jeg kan ikke se, hvad Nykredit laver i Danh Vos værk og i Kimsoojas værk er der simpelthen ingen samarbejdende virksomhed. Det er der heller ikke i Thierry Geoffrey/Colonels bidrag. Som den måske mest kontroversielle kunstner kunne det ellers være interessant at se ham samarbejde med en bundsolid jysk virksomhed.
Hvis samarbejderne ikke er helhjertede bliver det eneste, der udveksles mellem kunstner og virksomhed Fuck Off Money: Her er en pose penge og skrid så!
Fuck Off Money er titlen på Ismar Cirknagics værk, der handler om den sum penge, hans familie ville få for at rejse ud af landet. Og da virksomheden A Herreford Beefstow slet ikke er synlig, synes samarbejdet netop at have været efter modellen Fuck Off Money!
Hvad er meningen med Socle du Monde?
Trods et fint niveau i værkerne og en spændende samling kunstnere ender Socle du Monde som en underlig fisk. Hvorfor har museet ikke bare lavet udstillingen selv og skarpslebet temaet?
Eller hvad der havde været endnu mere spændende: Hvis der havde været tale om integrerede samarbejder over hele linjen og udstillingen også havde fundet en form noget ud over det sædvanlige. Det havde været i bedre Socle du Monde-ånd og Herning-agtigt på den gode måde!
Fakta:
Socle Du Monde har fundet sted hvert andet år siden 2002. Udvalgte kunstnere sættes sammen med de deltagende virksomheder for at frembringe et værk, der viser under biennalen.
Biennalens dogmer for samarbejdet kan ses på:
www.socledumonde.dk/De-10-dogmer-3617.aspx
På grund af sygdom kunne Jean Kounellis ikke realisere sit værk til Socle du Monde. Han skulle have samarbejdet med entreprenørvirksomheden C.C. Contractor.
![[AWA] Art Weekend Aarhus](http://www.kunsten.nu/data/cache/article/articleTheme_59.130_65.jpg "[AWA] Art Weekend Aarhus")
Hvad er kriterierne for udveksling og samarbejde?
Skal formidlingssiden også indholde den usynlige del vi ikke ser i værkerne, men som danner selve præmissen for at værkerne kunne produceres?
Og hvad er succeskriterierne for udveksling imellem en kunstner og en virksomhed hvor den eneste betingelse er total kunstnerisk frihed? At den totale kunstneriske frihed betyder, at selve virksomheden eller virksomhedssamarbejdet som sådan ikke nødvendigvis skal være et (visuelt eller indholdsmæssigt) tema, frigør værkerne fra at være kreativ reklame og forlængelser af virksomhedernes visuelle strategier.
Når det så er sagt er det et faktum, at det kulturelle liv generelt ikke er helt uafhængigt i forhold til markedskræfter og virksomheders støtte. Dette finder jeg mere interessant. Og dette er tydeligt tematiseret i udstillingens præmis. Og endda menneskeliggjort, virksomheden er ligeligt præsenteret. Vi taler ikke om afstumpede penge-forhold nødvendigvis, men måske om en samling af heterogene, menneskelige relationer og møder, der ender i meget forskellige resultater: kunne ét eneste af de tilstedeværende værker have eksisteret uden gensidig interesse, vilje til samarbejde og dialog?
Vi snakker ikke en sponsoraftale med 2 emails og krav om "så må jeg lave noget med cornflakes fordi jeg er sponsoreret af et cornflakesfirma".
Projektet diskuteres af virksomhed og kunstner i møder og workshops. Hvis én af disse parter lukker ned, lukkes værket ned.
I den dialog der lykkes, lægger parterne deres bidrag frem på bordet. Måske er det tæpper, måske er det penge, måske er det idéer (som både kan komme fra virksomhedens medarbejdere og kunstneren), måske er det træplader og materialer, måske er det maskiner og fagligt personale, måske er det følelsesmæssig støtte, måske er det faciliteter, måske er det viden, måske er det viljen til at indgå temporært på helt andre betingelser, uden mellemled, direkte, én-til-én.
Måske er dette også et problem: evnen til at indgå i dialog. Kan den kunstner, det budskab, der ikke lykkes i dialogen med samlere, kuratorer, virksomhedskultur og institutioner opnå synlighed og dialog med publikum? (ja, strategier for dette findes heldigvis).
Tematiseringn, udvidelsen af og synliggørelsen af det afgørende samarbejde der altid går forud for produktionen af kunst, i dette tilfælde med virksomhedskulturen, er måske Socle Du Mondes styrke.
Om det skal formildes mere målrettet kan overvejes.
Mvh Jette