Kunsten blev præsenteret som en væsentlig del af Roskilde Festivalens More Than Music-program. Og i år skulle det for en gang skyld varetages af dem, der virkelig kan og har forstand på det.

Profilerede kunstnere gæstede årets festival: Lydkunstneren Jacob Kirkegaard, Bjørn Nørgaard, kunstnergruppen AVPD, graffitimalere fra hele verden, arkitekt-profiler fra Berlin og performere i en lind strøm – bare for at nævne nogle af aktørerne.

Ordene fra den kunstneriske ledelse var derfor hverken få eller små. Men det kendetegnende for årets festival var, at de store institutioner ikke leverede varen, og at mange af kunstinstallationerne var præget af kaos og en eftersmag af kandiserede æbler.

Uforløste potentialer
Der er mange muligheder for at interagere med et nærmest ekstremt åbent publikum på Roskilde Festivalen, og ofte går det ikke stille for sig.

I 2009 endte Uwe Max Jensens happening Hullet og Bjerget med euforisk jord-brydning blandt festivaldeltagerne og i år blev Illutrons interaktive lydinstallation Sound9 hurtigt ødelagt af den voldsomme brug. Et billede på Roskilde-publikummets velvilje og hårdførhed.

Dén mulighed og det potentiale blev langt fra udnyttet i år. Sound9 fik en hård medfart, men ligesom de resterende installationer var der ikke tale om kunst, der udfordrede publikum. Installationerne kunne indtages som en legeplads, musikken spillede og lyset blinkede.

Pinlig ping-pong og perifer performance
Også Statens Museum for Kunsts nærmest pinlige bordtennisborde kunne indtages uden den fjerneste tankevirksomhed (Danmarks største kunstinstitution på Roskilde Festivalen, mine damer og herre!).

Imens leverede Museet for Samtidskunst en række ambitiøse performances, desværre fra en scene med alt for lang afstand til publikum.

Udsmykninger og installationer
Da den indre plads åbnede torsdag den 1. juli var det installationer, skulpturer og vægværker, der mødte publikum. Installationer, der stod klar til brug og de lange sorte trævægge udsmykket af graffitimalere og gadekunstnere fra hele verdenen.

Når det gjaldt de mange installationer, kunne man i realiteten trække en lige linje mellem de projekter, der var skabt af ingeniører, arkitekter og kunstnere. Kort sagt: Ingen af projekterne var meget mere end de så ud og lød som.

Her var AVPD's dragende installation Pose/Expose dog en undtagelse. Den legede på fin vis med den ekshibitionisme, som også kendetegner festivalens publikum.

Hvad ville kunsten?
Man må i det hele taget spørge sig selv, hvad kunsten egentlig ville på årets festival?

Ikke udfordre, ihvertfald. Pynte? Ja, det gjorde lidt af den. Underholde? Måske, hvis den holdt så længe...

Alt i alt må man sige, at kunsten skuffede og mindede mere om et kaotisk tivoli med 'brug-og-glem-igen'-indtryk end udfordrende kunstindslag, der havde varig kraft.

Værkerne stod oftest stille og deltagelsen foregik udelukkende på værkernes præmisser, ikke omvendt. Og det er en skam, for der er ikke noget dette publikum hellere vil end at være medskabende. Det viste Uwe Max Jensens projekt sidste år og før omtalte Sound9s hårde medfart med stor tydelighed.

Professionalismens indtog
Da pressemeddelelserne tikkede ind til årets Roskilde Festival var forventningerne ellers store.

Statens Museum for Kunst og Museet for Samtidskunst var nu med og kunne præge de hårdtarbejdende, frivillige kræfter på festivalen og forhåbentlig gøre noget nyt og fremsynet ved den ret blandede dosis af kunst, som har præget festivalen.

Én aktør havde tænkt helt rigtigt i den sammenhæng: Det Kongelige Teater, som bidrog med midnats-forestillingen Hvem myrdede Regitze Rio. Vildt, dekadent, burlesk og overdådigt var det, og selvfølgelig helt rigtig tænkt, fordi dette publikum ikke kan få det vildt og udfordrende nok.

Og man bør tro om igen, hvis man tror at festivalgængere er altædende – tænk bare på den kritik, som musikken konstant er omgærdet af.

Så tro ikke, kære Roskilde Festival, at vi er imponerede af tre bordtennisborde og en kasse svedbånd, bare fordi der står Statens Museum for Kunst på.

Navnet forpligter tværtimod, og den ville aldrig være gået på Orange Scene!

De to stjerner for kunstprogrammet på årets Roskilde Festival er for en hæderlig udsmykning og de store ambitioner, som fik et flygtigt liv i kraft af Museet for Samtidskunst og AVPD, der forsøgte sig med en vis professionalisme og vilje til at udfordre et både åbent og taknemmeligt men langtfra altædende publikum.