Han er mest kendt for sine pertentligt udførte papirværker med tung symbolik, hvor død konfronteres med liv, og papiret får liv for øjnene af én. Men Peter Callesen har været langt omkring før mødet med A4-papiret. Den røde tråd har været en indadvendt kunstner med hang til store tanker og en naiv insisteren på at konfrontere det umulige og sin egen ensomhed.

Lidt pap og meget tid...
"Jeg er vokset op ude på landet. Min mor var hjemmegående, og min far havde et dambrug, så jeg var meget hjemme, havde meget plads og meget tid, kan man vel sige. Jeg har altid tegnet, malet og bygget ting... Som tiårig byggede jeg for eksempel en naturtro guitar af pap. Men det var først meget senere, at jeg brugte de evner som udtryk," fortæller Peter Callesen.

Han tog på kunsthøjskole på Langeland, gik på arkitektskolen i to år, Århus Kunstskole i et år, og sprang så endelig ud som kunstner og kom ind på Det Jyske Kunstakademi i 1994.

At gøre det umulige
Ensomheden har sammen med eventyret og den tabte barndom været gentagende spor i hans værker.

"Jeg fandt ind til et kunstnerisk sprog med de her store eksistentielle spørgsmål, der fungerer uden at blive patetisk, fordi legen og humoren hele tiden er til stede," forklarer Peter Callesen.

Han mener, det er generelt for mange af hans ting, at de indeholder en trodsig insisteren på at gøre det umulige. En naiv tro på at det nok skal gå, og at der i drømmen også er en form for sandhed.

"Det er selvfølgelig en meget romantisk tilgang," erkender han.

I papirets vold
Han kaster et blik ud af vinduet i værkstedet, hvor video-værker og performances har levnet pladsen til utrolige mængder papir. 'Det er godt han ikke ryger,' tænker jeg, imens jeg forsøger at holde hænderne i lommerne.

"Jeg er meget grebet af A4-papiret, fordi det er et minimalt materiale – det tætteste man kan komme på ingenting. Det er helt værdiløst. Vi har alle et forhold til det, men samtidig ligger vi ikke mærke til dets muligheder. På den måde er det ret overset, og det giver mig en stor kustnerisk frihed. Det er lettere at postulere store ting i et så ydmygt og minimalt materiale, fordi det ikke bliver storladent. Hvis mine ting var lavet i bronze, ville de fungere helt anderledes," forklarer han.

Peter Callesen var med på Amorph, en performancefestival i Helsinki i 2003 som konge. Til kataloget lavede han et papirslot, som publikum selv kunne klippe ud, men lavede det så utroligt detaljeret, at det reelt var umuligt at lave. Et drilleri, der startede hans fascination af A4-papiret:

"Hvor mine ting tidligere handlede om fejlslag, kom de nu til at handle mere om udfordringen af materialet. Jeg bliver trigget af den kamp med materialets natur."

"Jeg betragter mig selv som troende, eller kristen om du vil, og det har altid været en del af mit liv. Jeg har også til tider været meget i tvivl, så derfor har det været interessant at tage hul på det, og her fokuserer jeg på nogle af de steder, hvor skoen trykker," forklarer Peter Callesen.

Jeg er ikke færdig med papiret
Som måske antydet er Peter Callesen ikke en kunstner, der trænger til et skub. Tværtimod. Arbejdsstipendiet skal bruges på at tænke sig om og gøre de ting, han længe har villet.

"En del af pengene vil jeg gerne bruge på en rundrejse i Asien for at studere andre kulturers forhold til papir og hvordan det indgår i arkitektur og så videre. Det giver mig lidt tid til nogle andre ting. Pauser er enormt vigtige i den kunstneriske proces, og jeg har altså haft meget travlt. Jeg tænker også lidt på at lave noget i keramik... eller et hus. Men jeg føler ikke, at jeg er færdig med papiret. Vi har stadig et mellemværende."