ordenes sidste landsby        
                            jeg vil bo i mit navn
            hvor er udenfor
                        der er næsten ikke noget mellemrum

Et lommetørklæde bærer i sig selv en historie. Navnet fortæller om et klæde, der bæres i lommen, som man bruger til at tørre noget med. Faktisk er det et fabelagtigt stykke stof, der samler på safter af forskellig art, som er sivet ud af en krop, så at sige, for blandt andet at sende budskabet om en følelse. Lommetørklædet har således den fornemme rolle at være skabt til at bære på noter fra kroppen.

Noter
Da Prins Albert døde i 1861, beordrede Dronning Victoria, at alle lommetørklæder på Buckingham Palace skulle broderes med sorte og hvide tårer. Sådanne sorte tårer kan man finde blandt noter til ensomhed. Med simple stikkesting har Astrid Gjesing broderet 107 noter på damelommetørklæder. Noterne har hun samlet fra litteratur, filosofi, religion og egne tekster i sin søgen efter at indkredse, hvad ensomhed er. På den måde er noter til ensomhed en installation, hvor ensomheden kanaliseres gennem de historiefyldte lommetørklæder i form af brudstykker fra diverse sammenhænge. En slags indsamling af nogle af de spor ensomheden efterlader sig – forskellige steder.

Et ikke-afsluttet begreb
At der er tale om noter kan tolkes som kunstnerens ydmyghed over for emnet. En note er som oftest ikke at betragte som et produkt i sig selv, men er snarere en del af en proces, der peger frem imod en dybere forståelse af noget større – en lille fastholdelse af en tanke eller uddybning i en brødtekst. Noterne kan i den forstand læses som en kommentar til, at ensomheden er så allestedsnærværende og invaderende i sin natur, at det kan være vanskeligt at indkredse den med en sluttet cirkel. Noteindsamlingen er heller ikke færdig: I selve installationens inderste rum kan man sætte sig ved et bord og bidrage med sine egne noter ved at brodere på nogle af de fine gamle lommetørklæder, der efterfølgende hænges op.

Den uaflæselig bagside
Lommetørklæderne har da også en bagside, hvor noten bliver til en skitse. Drejes det i et ihærdigt forsøg på at finde ud af, hvordan noten er lavet, må man altså se i øjnene, at den ikke længere er læselig. Nej, noter til ensomhed kan ikke sådan afkodes. Derfor er Astrid Gjesings installation heller ikke et postulat, der vover sig ud i at skabe en udtømmende forklaring af ensomhed. Snarere er der tale om et særligt rum, der giver muligheden for en oplevelse af en dybere tilstand, der peger i ensomhedens retning.

Labyrintisk trekant i flere lag
Et sted lige over gulvet svæver en labyrintisk trekantsform – et lille rum i rummet. Trekanten står på klem og lokker sin betragter indenfor. I tråd med den overordnede installation gives der i dette lille rum en anledning til kontemplation.
Står man i midten, møder man tre sammenhæftede vægge af lommetørklæder. Den ene væg består af gamle damelommetørklæder, hvor kanterne er kniplede, orkerede eller hæklede. Deri ligger mange timers indbygget håndarbejde og eftertænksomhed. Som en slags pointering af forbindelsen mellem ensomheden og denne tidskrævende måde at skabe lommetørklæder på, består denne væg udelukkende af disse hvide damelommetørklæder. På den ene side symboliserer de en tomhed i sig selv, og på den anden side det tidsfordriv, som er påkrævet, når man skaber sådan et lommetørklæde.

Alt forladt
Den tredje væg i trekanten skiller sig ud, farve- og tidsmæssigt. Med sit farverige udtryk, bestående af en samling brugte lommetørklæder - dame, herre og børne – og med trykte mønstre af forskellig art, skaber væggen en kontrast til de andre, hvide vægge. Et virvar af indtryk lapper indover hinanden og vidner om nogle af alle de sammenhænge, lommetørklæder bliver brugt i. På et lommetørklæde står et ”tillykke”, der uden afsender og modtager bliver til et tomt udtryk. Med ordene ALT FORLADT broderet henover dette farvestrålende kludetæppe understreges blandt andet lommetørklædernes løsrevethed fra deres tidligere kontekster. Dette flertydige udsagn broderer Astrid Gjesing videre på.

Allestedsnærværende lydsøjler
Uanset hvor man færdes i installationen, udvides oplevelsen af lyden. Grundlaget for disse ni adskilte elektroakustiske kompositioner er kunstnerens egen stemme og tekster – et resultat af et tæt samarbejde med komponisten Sisse Schilling. Ligesom lommetørklæderne, der på een gang er isolerede og forbundne, fungerer lyden som små, enkeltstående lydsøjler, der pletvist stikker frem i installationens helhed. Med sproget som fællesnævner finder den fragmenterede lyd sammen med noterne i lommetørklæderne.

Indsamlingens kunst
Astrid Gjesings måde at undersøge noget ved at indsamle noter kan man genkende fra den franske kunstner Sophie Calle. Kendetegnende for Sophie Calle er hendes erfaringsbaserede søgen, hvor hun involverer sig selv i en proces for at komme ind under huden på sit emne. For eksempel lod hun sig hyre på et hotel i Venedig med den hensigt at affotografere de fraværende gæsters bagage og øvrige spor på værelserne, alt imens hun sirligt noterede sig alt omkring deres adfærd. Noterne assisterer og dokumenterer i den forstand Sophie Calles detektivarbejde og bliver i sidste ende til nogle uundværlige fragmenter for helheden.

Astrid Gjesing har i samme erfaringsbaserede dur haft samtaler med tilfældigt forbipasserende på gaden om ensomhed. Ved ligeledes at hænge de besøgendes broderier op undervejs viser hun, at hun ikke har udtømt begrebet. Som enkeltperson kan man på paradoksal vis ikke definere ensomheden. Det eneste man kan gøre er at notere brudstykker af den, når den pludseligt melder sin ankomst.

Når ensomheden rammer, er den ikke til at komme udenom. Det er som med noterne, der hænger tæt: man må bruge kroppen for at komme igennem dem. Astrid Gjesings installationsrum er således et interaktivt, visuelt og auditivt felt – stofliggjort af noterne, åbent af interaktionen og den labyrintiske trekant. Ikke mindst: uforudsigeligt, som ensomheden selv.