Hvert enkelt portræt i Trine Søndergaards fotografiske udstilling Mono forsøger at indfange et stille og indadvendt rum ved at gøre op med den traditionelle portrætgenres krav om et fremtrædende og karakteristisk individ i centrum.
Portrættet af den enkelte blander sig med én dominerende farve, der dækker hele billedfladen, og som fortsætter ud i den kvadratiske ramme. Hver enkelt farve er som udgangspunkt valgt af den portrætterede, der dog forbliver en anonym karakter.
Efter tankenTræder man et skridt tilbage og kigger ud over de varme hvide vægge i Galleri Image, får man et indtryk af en udstilling med et overordnet samspil. De fine farverammer, der hænger i symmetrisk linje, virker umiddelbart næsten for polerede.
Der er noget tungt ved de opstillede ansigters tomme blikke, spillet på det manglende lys og alt det, der vender os ryggen - det føles næsten kedeligt ved første indtryk. Men det lykkes Trine Søndergaards antiportrætter at skabe et spil mellem intimitet og afvisning, så det monotone i
Mono virker efter tanken.
Finurlig førstegangsoplevelseDet, der holder det hele i gang, er netop det slør, der skabes mellem os og den intime historie, vore interesserede blikke forsøger at afkode.
Vi vil ind under huden på de portrætterede, vi afkræver dem budskaber og eventyr, men vore blikke møder i stedet bortvendte ansigter, der kun vanskeligt træder frem af et kontrastløst ensfarvet mørke.
Vi tvinges til at lægge mærke til detaljen, linjerne i det drejede halskød, det let pjuskede hår, men der er intet klimaks, ingen åbenbaring at finde nogen steder. Derfor bliver Mono en finurlig førstegangs-oplevelse - men en oplevelse der bliver ved med at rumstere i beskuerens baghoved.
Anti, anti, anti
Spørgsmålet er, om det indadvendte blik vi konfronteres med i Trine Søndergaards værker giver os lejlighed til selv at vende blikket indad? Om vi bevæges af hendes værker, fordi de så bevidst spiller på det lukkede?
Det er modigt at rendyrke denne lukkethed, for det kan virke stærkt at vise det, der ikke umiddelbart er udtryksfuldt, det der ikke tager os ved hånden, og som også fremprovokerer ambivalens.
Netop fordi hun inddrager alt det, portrættet ikke skulle være, skaber hun et rungende antiklimaks. Men et velgørende et af slagsen vel at mærke.
Søndergaard arbejder med det kunstige i sin genre, hvor andre tilstræber det naturlige. Hun arbejder med fraværet af lys, som er et af fotografiets stærkeste virkemidler.
Hun peger dermed på vores banale lyst til at afdække portrættets hemmeligheder til bunds - hun stiller os til skue for vores egen fortællertrang.
