Spejlet
Tarkovskys film er en ukronologisk montage af personlige erindringer, historiske nyhedsklip og drømme, hvor forskellige tider trænger ind i hinanden. Erindringerne skaber tilsammen en almenmenneskelig historie, fordi et fremmed menneskes hukommelse genspejler vores eget liv i kraft af de minder og drømme, det vækker i os. Tarkovskys klipning fordrer, at seeren forlader sin sædvanlige narrative måde at tænke på og i stedet finder rammen for forståelse i sin egen erindring. Det samme gør sig gældende for Sergei Sviatchenko i Mirror by Mirror, hvor han sammensmelter sit eget billedsprog med Tarkovskys på tværs af tid og sted.

Sampling af naturskildringer
Mirror by Mirror er skabt i respekt for Andrei Tarkovskys arbejde, hvor Sviatchenko med lån og referencer fra filmen Mirror udfolder sin egen fortælling med selvstændige visuelle udsagn. I Tarkovskys billedunivers er naturen et vigtigt element. Det genspejles i Sviatchenkos collager, hvor han mixer fragmenter af forskellige naturbilleder. Billederne spænder fra naturscener fra filmen Mirror til naturen omkring kunstnerens hjemby Viborg.

Tilsammen udgør disse samplede fragmenter en egen naturskildring, der symboliserer en universel forståelse af naturen, og hvordan den påvirker os som mennesker. Sammenlignet med Tarkovskys farvesprog gør Sviatchenko brug af mere dekorative og hidsige farver i sine collager. Hensigten er at skabe en stærkere, mere nutidig energi i billederne.

Alting flyder
For både filminstruktøren og billedkunstneren er vandet i deres naturskildringer et vigtigt element, som symbol på tiden, der flyder og ændrer sig konstant. Denne tids-tematik giver også mening i et bredere perspektiv i forhold til den tid, der både forener og adskiller de to. I sin film fortæller Tarkovsky levende om sit liv. Det gør han ved konkret at opbygge en kulisse, der er en tro kopi af barndomshjemmet, caste sin mor i rollen som sig selv og lade sin far læse sine digte højt. Filmen Mirror er dét spejl, hvori Tarkovsky spejler sin sjæl.

I udstillingen Mirror by Mirror fortæller Sviatchenko om sit liv via en kortfilm med sin datter og ved at indsætte fotografier af den viborgensiske natur i collagerne. Udstillingen har han dedikeret til sin mor. Sergei Sviatchenko spejler sig således i en anden kunstners værk og i sit hjemlands fortid for bedre at kunne forstå sin egen nutidige historie.