Han er lydkunstens danske ansigt, opvokset med et særligt forhold til optagebånd og lydene i tingene omkring ham. En lyd, selv i den mest kokrete form, har en særlig musikalitet. Og her ligger fascinationen. Der er musikalsk potentiale i selv den mindste ting.
"Jeg kommer oprindeligt fra musikken, og det gør også, at mine værker ofte har en musikalsk kvalitet i sig. Samtidig er der altid en relation til et bagvedliggende koncept, som ikke bare handler om lyd, men knytter lyden til en følelse, en ide, eller en historisk bevidsthed og sammenhæng," forklarer Jacob Kirkegaard, der til den aktuelle udstilling Motion... Matters (bevægelse... materier) undersøger forholdet mellem lyd og bevægelse, metallers musikalitet og et lydfænomen fra ørkenen i Oman, som har fascineret opdagelsesrejsende fra tidernes morgen.

Fars vinyler og spolebånd
"Jeg har altid optaget ting. Da jeg var 6 år, fik jeg en spolebåndoptager af min far. Det resulterede i en del indspillede fortællinger, som min meget fantasifulde legekammerat fortalte med lydside af mig på min fars vinylplader og spolebåndoptager, hvor uhyre og dyr blev illustreret via forskellige manipuleringer af lyden," fortæller Jacob Kirkegaard. Han hørte i 1994 et radioprogram om Pierre Schaeffer – pioneren bag musique concrete i Frankrig i 1950'erne – og pludselig stod det klart for ham: Du kan lave musik af lydene omkring dig!

Spolebåndet blev senere byttet ud med et accelerometer. Et lille yderst følsomt elektromagnetisk apparat, der normalt bruges af forskere, geologer og ingeniører blandt andet til at afmåle rystelser og anormaliteter i undergrunden. Med dette værktøj har Jacob Kirkegaard optaget lyden fra gelænderet langs Rhinen i Köln, vulkansk aktivitet på Island, resonansen fra trafikken i en bygning, klangen i det indre øre og nu altså syngende sand og plader i henholdsvis jern, kobber og messing.

I klang med sig selv
Det er en form for spejlning, hvor Jacob Kirkegaard tager et objekts lyd og afspiller det tilbage i objektet.
"Det samme har jeg gjort for eksempel i et galleri i New York, hvor jeg optog fire smedejernssøjler som gik gennem bygningen. Disse søjler var hule inden i og blev sat i svingninger af sub-way'en et stykke derfra. Disse søjleoptagelser spillede jeg herefter tilbage i søjlerne, hvilket fik dem til at klinge eller resonere i samspillet med deres egen lyd. Hvis jeg var terapeut, ville jeg sikkert være en homøopat, der bruger tingenes egen kraft. Jeg arbejder med noget, der allerede er til stede. Her har jeg taget nogle metaller og undersøgt deres væsen," siger han.

Lydens arkæologi
Den tilgang har været en grundlæggende drivkraft for kunstneren, der startede sin karriere på mediekunstskole i Köln og pludselig fik en ide.
"Jeg kan huske, jeg stod nede i Köln ved det her gelænder langs Rhinen og tænkte: Der er en verden derinde, som vi ikke kan høre med det blotte øre. Det blev min indgang til det, jeg stadig undersøger. Lydene under overfladen, i sprækkerne, lydenes arkæologi. Hvor går lyden hen? Efterlader lyden spor? Det kan jeg godt lide at tænke på."

Og de her tanker, har åbnet for en masse research og projekter. For eksempel Jacob Kirkegaards underjordiske optagelser af vulkansk aktivitet på Island og nu 'det syngende sand' i ørkenen i Oman.
"Det her særlige sand er så sensitivt, at man kan skabe lyd blot ved at stryge en finger gennem det. Jeg var med fire forskere dernede, som forsker i syngende sand. Det er åbenbart utrolig svært at finde. Forskerne var dog hverken interesseret i det poetiske eller musikalske lag i fænomenet."

Lydens væsen
Det er på mange måder en meget lang videnskabelig tradition, man præsenteres for, når man træder ind i de hvide lokaler på Carl Jacobsens Vej i Valby. En af inspirationskilderne til denne uvante udstilling er blandt andet videnskabsmanden Athanasius Kircher fra 1600-tallet, der havde en teori omkring metallers forskellige humører, når de påvirkes af musiske vibrationer. Det iscenesættes af Kirkegaard med tre plader i jern, kobber og messing, som udsættes for svingninger og dermed afgiver deres unikke klang, der forstærkes og afspilles i metalpladerne igen.

"Kobber lyder anderledes end jern, og kan man overføre det til forskellige mennesker og vores opfattelser af lyd? Vi hører ikke det samme, og vi lyder jo også forskelligt. Hvorfor det? Det er det, jeg undersøger. Jeg besvarer ikke spørgsmålene selv. Det er op til folk selv at føre den videre," understreger Jacob Kirkegaard