For nylig lancerede Kunstrådet som et nyt initiativ Kunstrådets Formidlingspris på 100.000 kroner til årlig uddeling til en person eller redaktion, som har "... bidraget til den kritiske kulturjournalistik eller [...] selvstændige nyskabende kunstformidling indenfor massemedierne."Det sker udfra Kunstrådets opfattelse af, "at kunst- og kulturstoffet i dag prioriteres lavt på mange redaktioner" og "snarere tager form af produktlancering og forbrugerinformation end egentlig kritisk, debatskabende kunstformidling."

Formidling i slem tilstand
I foreningen UKK (Unge Kunstnere og Kunstformidlere) kan vi kun erklære os enige i Kunstrådets diagnose af kunstformidlingen i den danske dagspresse og public-service medier. De seneste ugers debat her på siden taler deres eget tydelige sprog: når man kan tale for berettigelsen af en sexistisk anlagt privatsamler med (slet) skjulte økonomiske interesser i sit anmelderi, som kritiker på Information; så må det unægtelig stå slemt til.

Hvad kan 100.000 kr?
At løsningen skulle være, at Kunstrådet begynder at uddele en stor kontantpris, virker dog ganske uforståeligt. Som Kunstrådet selv siger i deres pressemeddelelse, er problemet redaktionernes lave prioritering af stoffet. Der er kunstformidlere nok som kan og vil, de får bare ikke lov af deres redaktører. Tror Kunstrådet, at aviserne vil lægge deres redaktionelle linie om ved udsigten til at vinde en pris på 100.000 kroner?

Dårlig kulturpolititk
Kultur-redaktionerne kører hver deres populistiske linie: Information med Michael Jeppesen, DR2 med Smagsdommerne og Autograf, Politiken med hjerterne og så fremdeles. Med Kunstrådets Formidlingspris følger den statslige kulturpolitik nu trop. Det er en top-down, udemokratisk og TV3-agtig måde at give kunststøtte, som mest af alt synes designet til at promovere rådet selv. Man får ikke en selvstændig, nyskabende, kritisk, debatterende formidling, ved at et statsligt organ uddeler en enkelt-sum. Det er dårlig kulturpolitik, som afspejler en ministeriel ide om at det danske kunstmiljø sidder som en flok grøntsager og venter på at staten kommer og giver dem et godt råd. For reelt er denne pris ikke andet end et prik på skulderen og et velment forslag.

I demokratiets tjeneste
Hvis Kunstrådet virkelig ville gøre noget, så kunne de i deres funktion af rådgivende instans for kulturministeriet presse på for at tv og radio begyndte at leve op til deres public-service-forpligtelse, og leverede ordentlig kunst og kulturformidling. De kunne arbejde for bedre oplysning og uddannelse af offentligheden i form af bedre kunstundervisning i folkeskolerne. De kunne arbejde for bedre vilkår for debatten og kritikken i form af bedre tidsskriftstøtte. Og sidst men ikke mindst, så kunne de - i demokratiets tjeneste - følge Dansk Kunstnerråds anbefaling og overlade uddelingen af midler til fagudvalgene og nøjes med at rådgive ministeriet.

Det er en stor nok opgave i sig selv.