Bjørn Nørgaard har været en hård kritiker af de beslutninger, der er truffet om Charlottenborg i de senere år. Navnlig forhenværende kulturminister Brian Mikkelsen har mærket Nørgaards hammer, fordi Brian Mikkelsen ansatte Bo Nilsson og ville gøre stedet konkurrencedygtigt med de mest ambitiøse kunsthaller i verden – men uden at sætte nok penge af til formålet. I 2005 anbefalede udvalget, der talte Bjørn Nørgaard, Karsten Ohrt og Elisabeth Toubro, at Charlottenborg skulle forblive et kunstnernes hus. Og udvalget opfordrede også til, at Charlottenborg blev knyttet tættere sammen med lokale aktører, herunder kunstakademiet, fortæller Bjørn Nørgaard på en telefon fra Kina.

"At fusionere er en fantastisk god ting. Et tæt samarbejde mellem institutionerne på stedet - Akademiraadet, akademiet, billedkunstskolerne og kunstbiblioteket – er den bedste måde at få mest muligt ud af de ressourcer, der er på stedet", mener Bjørn Nørgaard.

Ingen mirakelkur
Fusionen er et spændende initiativ, mener også kunstneren Nanna Gro Henningsen, der er tidligere bestyrelsesmedlem for Charlottenborg. 

"Det tager tid at nedbryde modviljen over for Charlottenborg. Jeg må erkende, at jeg også holdt mig væk i et stykke tid. Mikkel Bogh Skriver på sin blog, at dette ikke er en mirakelkur, og sådan tænker jeg også. Men jeg ser absolut et potentiale i beslutningen."

Det samme gør Lene Burkard, inspektør på Brandts og medlem af den Charlottenborg-bestyrelse, der blev fyret i forbindelse med Bo Nilsson-sagen. Men hun advarer mod alt for tætte bånd.

"Sådanne sammenlægninger mellem udstillingssteder og akademier ser vi mange steder i verden. Men man må bibeholde en vis grænse. Måske bliver jeg upopulær ved at sige dette, men Charlottenborg må aldrig blive for indelukket. Skulle jeg bestemme, skal en institution som Charlottenborg have en uafhængig kurator/leder, for det er afgørende med visioner udefra. Den uafhængige kurator kan så melde tilbage til rektor Mikkel Bogh - og selvfølgelig i det hele taget samarbejde med rektor og lærere på akademiet."

Et kunstnerhus?
"Og man kan fint inddrage nogle rum til studerende, men institutionen må ikke lukke sig om sig selv. Charlottenborg bør ikke kun være akademiets sted, men være et kunstnernes hus, hvor kunstnere har indflydelse" argumenterer Lene Burkard.

Dermed berører Lene Burkard den betændte diskussion, om hvorvidt Charlottenborg - som ved sin fødsel i 1883 - skal være et hus, hvor udøvende kunstnere har afgørende berøring med de beslutninger, der træffes. Og hvor kunstfaglige kuratorer dermed har mindre magt.

Ifølge Jesper Rasmussen, rektor på Det Jyske Kunstakademi og tidligere bestyrelsesmedlem for Charlottenborg, er det netop balancen mellem kunstnerstyring og kuratorstyring, som har været svær at finde.

"Det er problemet ikke bare for Charlottenborg, men også for Århus Kunstbygning. Den øgende professionalisme er fin, men man er kommet til at skylle noget arvegods ud med badevandet – i form af de traditionsrige, publikumspopulære udstillinger og derigennem den lokale forankring. Den gamle Forårsudstillingen var ikke bare for borgerskabet; mange udøvende kunstnere kom også forbi og skabte liv i salene."

Ikke lukket kredsløb
"Da jeg sad i bestyrelsen var der også kuratorstyrede udstillinger med internationalt snit, som trak et smallere publikum, men der var en blanding af varme og kolde udstillinger. Nu er der kun de kolde, og de seneste to direktører har hverken formået at brænde igennem lokalt eller internationalt. Den nye konstruktion kan måske bidrage til, at flere igen føler ejerskab over stedet, så jeg hilser det velkomment."  

Billedhuggeren og tidligere professor på kunstakademiet Morten Stræde argumenterer som Jesper Rasmussen for, at Charlottenborg forankrer sig lokalt og åbner sine arme:

"Jeg er ligeglad med, hvem der administrerer Charlottenborg; hvem, der sidder for bordenden og bestemmer. Som udgangspunkt mener jeg, at akademier uddanner, og at kunsthaller viser udstillinger. Men jeg har ikke noget problem med denne fusion. Det vigtige er, at huset åbner sig. Det er fint med et internationalt snit og med neokonceptualisme, men man må være meget skarp omkring, hvilket samfund, man taler ind i. Ellers bliver det et lukket kredsløb. Det er derfor afgørende, at Charlottenborg knytter sig til sin lokalitet. Det er vigtigt at opretholde forskelle, ellers bliver Charlottenborg bare som alt andet", påpeger Morten Stræde.

Nikolaj overflødig
"Charlottenborg skal vise udstillinger med høj kvalitet, og programmet skal være uden et alt for snævert koncept. Man må være lidt bred og ikke kun vise avantgarde. Dertil er grundlaget for skrøbeligt; så forsvinder pengene, og man kan så frygte, at kunsthallen bliver lukket."

Morten Strædes ”gode konstruktion” for kunsthallerne i København er sådan:

"Jeg ser Charlottenborg som en kunsthal, der viser de store udstillinger, både med danske og udenlandske kunstnere og tematiske vinkler. Den Frie kan så huse sammenslutningerne, være et kunstnernes hus. Mens Overgaden er for ”the young guns”. Dermed behøver vi sådan set ikke Nikolaj Kunsthal" mener Morten Stræde.  

Ingen af de adspurgte kender til detaljerne i fusionen.