Co-Lab er et lille kældergalleri på indersiden af søerne lidt syd for Dronning Louises Bro. Stedet er undseeligt, drevet af kunstere og andre kunstentusiaster.
Den begrænsede åbningstid - kun fredag og lørdag eftermiddag - indikerer dels, at ildsjælene har mange andre jern i ilden og dels, at det måske ikke er det mest besøgte galleri i byen.

Og det er synd, for med Tækker/States udstillingen har Co-Lab gjort lidt af et scoop.

Det er ganske enkelt en fantastisk vellykket udstilling, der sætter beskuerens menneskelighed og betydningsdannelse på spil med både humor, alvor og sanselighed.

Fra Venus eller Mars?
I det første rum møder man den unge amerikanerinde Selene States' User Guide to Semiotics of the Kitchen.
Værket består af en videoprojektion og et tastatur. I videoen demonstrerer Selene States forskellige køkkenredskaber.

På overfladen en sjov stiliseret brugervejledning til køkkenremedier, præsenteret med vidunderligt pokerfjæs af States selv.
Hun præsenterer køkkenredskaberne som om det var for en Mars-mand, der aldrig havde været i et køkken før, med nærmest robot- eller dukkeagtige bevægelser.

Ved at trykke på det dertil hørende tastatur, hvor køkkenremedierne blot er repræsenteret med sit forbogstav, kan beskueren fremkalde og gå på opdagelse i en underskov (og underskøn) af alternative anvendelsesmuligheder.

Der bliver lige så stille lukket op for posen af finurlige, sanselige, erotiske, groteske og ekshibitionistiske muligheder, når States skifter forklæde eller demonstrerer fantasifulde muligheder og hengiver sig til kartoffelskrælleren eller juicepresseren.

Man lokkes, forundres og morer sig samtidig med, at ens voyeurisme udstilles i al gemytlighed.

På gulvet ligger et antal afsjælede versioner af samme figur.
Med pistolen kan man aflive den seneste version af kunstneren, der så falder om i bunken, hvorefter endnu en tilsvarende figur bevæger sig ind i rummet.
Man kan også få de døde figurer til at bevæge sig ved at skyde mod dem. I hjørnet vises dagens foreløbige dødstal.

Virtuel menneskelighed
Oplevelsen mimer computerspillets, og selvom det er ganske ublodigt, kan en ikke-rutineret computerspiller sikkert godt finde en lille overskridelse ved at skyde en genkendelig figur.

Men det er ikke her værkets styrke findes, dertil er denne oplevelse alligevel for almen efterhånden.

Oplevelsen er langt stærkere det øjeblik man holder op med at aflive Tækker-figuren.
For i modsætning til i computerspillet findes der ikke nye baner eller andre figurer man kan nedskyde.

Er du et rigtigt meneske?
Tækker-figuren er den eneste, man møder igen og igen, og selv for den mest ihærdige må nedskydningen jo stoppe på et tidspunkt - man skal jo også videre.

Og så står man der ansigt til ansigt med et væsen, der sagte afventer sin skæbne - uden angst, blot afmålt tøven.
Beskueren føler pludselig sin menneskelighed svulme i brystet - ikke bare som en barmhjertig frelser, der lader personen foran sig leve - man føler sig forbundet i et eksistentialistisk limbo, der rækker på tværs af det virkelige og det virtuelle liv, tøvende afventende sin skæbne.

Bonus til sidst
Tækker og States lykkes begge med at inddrage beskueren som med-digtende i deres værker, uden at der går tivoli-interaktivitet i den.
Med enkle, men også raffinerede midler sættes beskueren og værkerne i en forbindelse, der går langt videre end ren aktion-reaktion.

Værkerne formår at vække både tanker, latter og nysgerrighed, så man føler sig beriget og opløftet.

Dette overskud viser sig også ved et bonusværk af Jacob Tækker, der er gemt lidt af vejen - ligesom Co-Lab selv.
Man må selv gå på opdagelse, men jeg kan sige så meget, at man må ned på knæ...