Han endte i pressens forvrængede lys i sin kunstneriske søgen efter frigørelse. Burn Out i 1994 var med sin afbrændte børnehave og smadrede biler midt på Kgs. Nytorv en brat opvågning for borgere og politikere i København, men også en markant hændelse for én af kunstnerne bag, Jes Brinch.

"Ideen om at destruere symboler på fastfrosne virkelighedsbilleder byggede på en positiv ide om frigørelse. Vi ville sætte os selv og beskueren fri, rent symbolsk. Jeg tror ikke, at der var noget i vores ideer, som offentligheden ikke forstod, det var bare ikke noget offentligheden brød sig om," forklarer Jes Brinch i dag.

Men denne idé om frigørelse fra det fikserede har fulgt Jes Brinch, også over på den anden side af kloden. Sidste år modtog han Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

"Akademiet gav mig mulighed for at prøve en masse forskellige ting af, og møde andre der arbejdede med kunst. Jeg tror ikke at man kan lære nogen at lave kunst, men man kan skabe en situation, hvor folk selv kan eksperimentere og finde ud af, hvad kunst er for dem gennem praktiske eksperimenter og diskussioner."

Men det var først som en del af det kunstnerdrevne galleri Baghuset at Jes Brinch blev en del af en ny generation, der ikke bare var efterdønninger fra 'de unge vilde'.

En ny generation
Baghuset blev startet i 1987 af Peter Holst Henckel og Peter Røssell og en gruppe venner fra kunstakademiet. Der var ingen steder, hvor de passede ind, og derfor var det nødvendigt at starte et sted selv. Det virkede.

"Vi udstillede der alle sammen på skift, arrangerede gruppeudstillinger med andre kunstnere, og pludselig var vi en ny generation i 'dansk kunst', mest fordi der ikke skete andet. Af det har jeg lært, at man altid kan starte sit eget, og ikke behøver at gå og vente på at nogen andre kommer og inviterer en til at udstille. En god erfaring jeg har brugt i praksis indtil i dag."

Mod ekstremerne
Et af samarbejderne var netop Burn out med Henrik Plenge Jakobsen.

"Vores trip var at finde på kunstprojekter, der var så ekstreme som muligt og så prøve at realisere dem. Vi lavede en serie af ideer, der alle gik på symbolsk destruktion af fastfrosne virkelighedsbilleder. Vi startede med at realisere Børnehaven i Galleri Nicolai Wallner, der viste en nedbrændt børnehave som en totalinstallation, og derefter Parkeringspladsen på Kgs. Nytorv, der viste en smadret parkeringsplads."

Det var ikke populært at angribe det offentlige virkelighedsbillede, og det var noget, som forsvarerne af dette billede følte sig stærkt provokeret af.

En tur i mediemaskinen
"Det var meget lærerigt at være i mediernes spotlight. Alt, hvad vi sagde til de ellers sympatiske journalister, blev forvrænget groft, og det gav mig et nyt syn på medierne, og deres vinkling af historierne. Siden dengang har det været svært at tro på noget, jeg har læst i avisen."

Men en anden erfaring fra Burn Out var også, at samarbejde kan nedbryde ego'et og styrke den kunstnerisk nytænkning. En grundtanke, som Brinch tog med sig til Vietnam, hvor han har boet siden 2003.

"Det meste af kunsten hér ligner noget fra en gammel dansk kunstnersammenslutning, og er lavet efter gammelt fransk, akademisk forbillede," forklarer Jes Brinch, der af den grund holdt sig for sig selv og producerede værker til primært danske udstillinger.

Efter nogen år begyndte han dog at savne de sociale aspekter og stiftede Hanoi Future Art sammen med den lokale kunstner Vu Thi Trang i efteråret 2008. Et nyt 'baghus', hvor den vietnamesiske kunstpraksis kunne få nye friheder og nyt liv.

En ny fremtid for Hanoi?
"Målet med Hanoi Future Art var som sagt at skabe en platform for gensidige kulturelle samarbejder omkring kunstprojekter, samt etablering af en frizone for kunstnerisk ytring, og at introducere nye folk på den lokale kunstscene, både fra udlandet og fra andre felter end kunst, i kreative samarbejder," forklarer Brinch.

Og det har været en ny ting på en scene, hvor kunstnerne befinder sig i et konkurrenceforhold og ikke plejer at samarbejde. Hanoi Future Art har også været et ucensureret frirum, i et land hvor alt skal godkendes af Kulturministeriet inden det må udstilles.

Konstruktivt alternativ
"Hanoi Future Art er faktisk lavet som et konstruktivt alternativ til alle de ting jeg syntes, der manglede på den vietnamesiske kunstscene," forklarer Brinch.

Og projekterne under Hanoi Future Art har været en stor succes, men paradoksalt nok er det ikke lykkedes at skaffe midler til at optimere projektet med blandt andet en Artist In Residence-del i 2010.

Når mure nægter at falde
"I forhold til den enorme arbejdsindsats, og den minimale effekt Hanoi Future Art rent faktisk har haft på den lokale vietnamesiske kunstscene, hvor projektet af mange er blevet opfattet som en trussel, synes vi ikke, at det er værd at fortsætte projektet."

For som Jes Brinch siger, orker man ikke at blive ved med at løbe panden mod en mur, hvis man selv skal betale, og muren oven i købet bliver sur over det. For ganske nyligt rykkede kunstneren igen sin base, denne gang til nye udfordringer i Singapore. Stilstand og konformitet er med andre ord ikke Brinchs mantra.

"Så nu er det videre mod nye projekter, og mere givende sammenhænge. Jeg har aftjent min værnepligt på den Vietnamesiske kunstscene," understreger Jes Brinch.