Gardinet af både stof og plast, der skærmer af for Overgadens bagerste lokale på 1. sal, hvor Jeanette Hilligs værker er ved at blive installeret, virker som en sikkerhedsmaske for resten af stedets personale. Den giftige malinglugt er uundgåelige at bemærke, og man bliver hurtigt opmærksom på, at her arbejdes der stadigvæk.

Illusionen afsløres helst ikke
Det afskærmende gardin har også en anden ret så væsentlig funktion. Gardinet gør det umuligt at se, hvad der foregår på den anden side.

"Processen er sådan lidt hemmelig. Det er noget, som jeg selv går og nørkler med. De små snydetricks, dem vil jeg helst ikke vise for meget af. Selvom mine ting ser konkrete ud, så er der også illusioner. Og det er aldrig sjovt at afsløre en illusion," røber Hillig.

Undtagelsesvis bliver vi inviteret med indenfor.

Den formelige skitse
Der er ikke en endelig skitse i fysisk form, som Hillig følger. Visualiseringen og ideerne opstår i tankerne, i det indre billede, hvilket gør hendes projekter formelige og modulérbare, men også mere skrøbelige under processen:

"Nu hvor jeg sætter alt op, er der ikke noget, der er færdigt. Der er ting, som jeg justerer, så de bedre hænger sammen. Nogle gange er det lidt forvirrende under en opstilling, for der er i virkeligheden en masse ting, der kan gå galt."

Eller også ligger jeg om aftenen og tænker og får ideer. Jeg tænker først, hvad skal det kunne, og dernæst hvordan kommer jeg frem til det mål," forklarer Jeanette Hillig.

Materialets behandling
Hillig benytter ofte objekter, som vi alle kender fra hverdagen; toiletbræt, plastikspande, køleskabe osv. Objekterne har en funktion ude i livet udenfor institutionen, ofte på livets meget basale plan. Ved første møde kan værkerne fremstå meget simple og tanken: "ja, og hvad så?" presser sig på.

"Jeg gør det for at skabe kontrast til værkerne, som er meget konkrete. Jeg vil ikke pådutte skulpturerne en historie, men hvis et værk (som f.eks det med skiene og toiletbrættet) minder dem om deres tantes toilet, synes jeg bare, at det er fint. Sjove eller deprimerende titler kan åbne op for en mere poetisk side - en lettere side," forklarer Hillig.

Ideen om de skæve titler begyndte efter en tur i et tysk byggemarked, hvor kassedamen var fuld. Jeanette Hillig blev tiltrukket af den finurlige sammenhæng, og kaldte derfor værket, der blev skabt af pågældende nyindkøbte materialer, Die Verkäuferin ist betrunken.

Den statiske dynamik
Selvom Hillig ønsker at sætte et aftryk på værkerne gennem den påførte maling og skæve titler, ønsker hun stadig, at værkerne fungerer i udstillingsrummet uden hendes tilstedeværelse.

"Jeg blev en gang spurgt om, hvorfor jeg ikke bare laver performances, når nu jeg kaster med maling - om det ikke kunne være sjovt at vise. Men det har jeg overhovedet ikke lyst til. Det er det færdige resultat, den stivnede proces, der er vigtigst," understreger Hillig.