Udstillingen Indian Highway rummer 32 værker af 27 kunstnere og spænder over alt fra malerier, fotografier, skulpturer, installationer og video.

Internationalt samarbejde
Indian Highway er resultatet af et internationalt samarbejde med det norske Astrup Fearnley Museum of Modern Art i Oslo og Serpentine Gallery i London. Udstillingen har tidligere været vist begge steder for begejstrede gæster og anmeldere. Financial Times beskriver udstillingen som et kulturelt snapshot af et land, der bevæger sig med forbløffende fart ind på mærkelige og nye territorier.

Dansk kunstpris
Nogle af Indian Highways kunstnere er helt ukendte, mens andre allerede cirkulerer på den internationale kunstscene. Blandt dem er Bharti Kher. Hun er aktuel med flere udstillinger i London og er udvalgt til midt i marts at modtage Arkens kunstpris 2010 for evnen til at skabe værker, der med humor og bid reflekterer over identitet spændt ud mellem en vestlig og en indisk kultur.

På sigt bliver udstillingen fulgt af lignende udstillinger fra nye kraftcentre, lande og verdensdele. Ligesom Indian Highway efter Herning skal videre til fjerne destinationer.