I Jakob Hunosøes udstilling On Things Ordinary iscenesættes velkendte omgivelser, så de opleves på ny i ca. tredive spritnye værker. En lidet flatterende genstand som toiletpapir tilskrives en vis portion charme, når det falder i draperinger på en baggrund af dekoreret tapet. En volleyball er ophængt med tynd tråd i rummet. To (næsten) identiske håndvaske med dertil hørende rengøringsmidler spejles i hinanden i smukke blå toner.

Hverdag med et twist
Kunstnerens iscenesættelse af genstandene fremgår tydeligt og helt bevidst i både titler og værker. De stærkt stilistiske billeder giver genstande som badesvampe og karklude en æstetisk værdi. Det er hverdagsobjekter, alle kan genkende, men i deres nye omgivelser vækker de forskellige associationer.

Dette giver god plads til beskuerens egen læsning af motiverne. Det er det almindeliges fordel – og ulempe. For selv om værkerne med deres humor og charme let skaber en følelse af nærhed mellem billede og beskuer, så åbner hverdagsgenstandene ikke rigtig op for den brede følelsespalet eller undren.

En lukket dør i et mørkt rum lader enkelte lyskilder sive ind gennem sprækkerne. Fra en velassorteret bogreol er en stor del af værkerne fjernet, og et tomt rum står tilbage.

På trods af at titlerne afslører virkemidlerne, formår iscenesættelsen i disse fotografier at vække en nysgerrighed hos beskueren, der viser ud over kunstneren og de synlige genstande.

Udstillingens præmis er naturligvis, at vi skal være bevidste om iscenesættelsen, men her fungerer det glimrende, at man for en kort stund kan glemme kunstneren og lade værket sige noget bag om kunstnerens ryg. Det stilistiske bliver sekundært i forhold til en potentiel fortælling og her vækkes en nysgerrighed.

Et sted intetsteds
Anne Lass’ noget mindre udstilling med den fine titel Somewhere in Nowhere består af otte værker, hvor omdrejningspuktet også er hverdagen. Hos Lass er den menneskelige interaktion med den omkringliggende verden mere i højsæde end hos Hunosøe.

Lass' værker er fotograferet forskellige steder i Europa og Amerika. Men som titlen indikerer, er vi et sted intetsteds, eftersom vi i alle billederne befinder os i spændingsfeltet mellem den moderne kultur og natur.

Mødet med naturen
På et fotografi fra Berlin ser vi en mountainbiker foretage et skarpt spring ud over en skrænt. Jorden er tør og træerne visne, men det er stadigvæk en glimrende platform for netop denne aktivitet.

I Aspen befinder fem unge mænd og en kvinde sig på en klippeafsats på vej ud at svømme. Kvinden er centrum både i fotografiets og mændenes opmærksomhed, der vidner om, at mennesket stadig er drevet af visse helt naturlige instinkter.

Lass' fotografier er ikke iscenesatte, men de formår derimod at fange øjeblikke, hvor den menneskeskabte virkelighed og naturen mødes. Mest på menneskets præmisser. Men spændingsfeltet mellem kultur og natur bliver aldrig helt spændende. De relativt almindelige skud af mennesker og dyr i naturen efterlader ikke for alvor iagttageren berørt. Visse værker er smukke, men giver ikke så meget at gå hjem med.

Lidt for almindeligt
Lass har som Hunosøe fat i nogle basale elementer af det moderne menneskes liv. Og begge leverer, trods meget forskellige fotografiske udtryk, charmerende og æstetiske udlægninger af velkendte objekter og situationer. Men oplevelsen sætter ikke rigtigt langvarige spor, når ens egen dagligdag igen melder sig efter galleribesøget.

Når det almindelige er i fokus, med eller uden et twist, ville det være ønskværdigt, at blive ansporet til at genopdage noget nyt eller opfordres til at reflektere over det bestående.