Efter flere års søgen i billedkunsten startede Kirsten Dehlholm meget sigende sit første teaterprojekt under navnet 'billedstofteatret' i 1977.

"Vi skal altid gå af de nødvendige omveje for at komme et nyt sted hen," som hun siger.

Og det har hun gjort med Hotel Pro Forma siden 1985. Hun repræsenterer en praksis, der både låner billedlig styrke fra billedkunsten og tekstens styrke og scenografi fra scenekunsten.

Det har resulteret i en konstant undersøgende praksis, der den dag i dag er kendetegnende for Hotel Pro Formas ry og virke i både ind- og udland gennem de sidste 25 år.

Undersøgelser af verdenen
Det er hverken små letfordøjelige historier eller x-faktor-amatørisme, der præger Dehlholms forestillinger - eller 'undersøgelser af verdenen', som hun kalder dem.

"Der er jo altid meget mere under overfladen. Hvis man begynder at fokusere på noget, så viser der sig en masse lag lige under overfladen," fortæller hun begejstret i forbindelse med Hotel Pro Formas 25 års jubilæumsudstilling på Det Kongelige Bibliotek. Her har Dehlholm været i bibliotekets enorme arkiv for at undersøge institutionens inderste væsen og give det ny krop, et nyt liv.

"Vi har jo altid været interesseret i alting. Lad os bare sige det sådan. I alverden. Og det er selvfølgelig svært, samtidig med at det også til tider er fuldstændig banalt. Her har vi en mikroskopisk håndskrevet bibel fra 1134 sammen med et Netto-katalog fra 2009. Den bredde, der findes herinde og i verden, vil vi gerne vise gennem denne udstilling," forklarer hun.

I praksis har det budt på næsten 40 forestillinger med op til 700 medvirkende på alt fra Det Kongelige Teaters Gamle Scene i 2009 til en parkeringsplads på taget af et supermarked i Holstebro i 1991.

Én af trådene er det altid stærke æstetisk billedsprog og et legende forhold mellem tekst og billede og mennesket og rummet.

"Man kan kalde det en leg, hvor mennesket står overfor det komplekse i verdenen: videnskaben, kristendommen, lyden, luften, tyngdekraften, døden. Emnerne er altid større end ægteskabet. Jeg vil gerne lette lidt, se lidt ud og så komme tilbage igen," pointerer jubilaren.

Spørgsmålet for hende er tydeligvis, om vi nogensinde forstår det vi står overfor?

"Jeg kræver selv, at jeg ikke forstår alting, når jeg ser en forestilling. Jeg keder mig helt vildt, når jeg forstår det hele, for så er det gennemtygget for mig," forklarer Dehlholm.

At se verden på ny
Rent kunstnerisk kan man beskrive Kirsten Dehlholms personlige rejse som en bevægelse fra soklen og ud i rummet. Det startede som objekter, store skulpturer og siden objekter sat på krop, hvor mennesket som figur indtog rummet, konfronterede verden i billedlig forstand.

"Det, der i første omgang blev et gentagende spørgsmål for mig, var menneskets muligheder. Det at mennesket sættes ind i et billede og gør nogle ting, hvorved der bliver fortalt nogle nye historier."

Første gang hun havde den oplevelse var mødet med den polske billedkunstner Tadeusz Kantor (1915-1990). Han lavede forestillinger, hvor han iscenesatte handlinger, der normalt hører til et helt andet sted. For eksempel et klassisk orkester, der sidder ude i vandet og spiller, og med ryggen til publikum står Kantor og dirigerer.

"Det var en kunstnerisk aha-oplevelse, hvor jeg pludselig så mennesket, landskabet og handlingerne på ny. Hele verden fulgte pludselig med."

"Jeg har aldrig lavet ting for at provokere. Det er kedeligt. Dét, der provokerede mig dengang, var de faste båse for, hvad der blev kaldt kunst og ikke-kunst. Jeg har nok reageret ved at skabe noget, der på ingen måde kunne sættes i bås. Og det er et behov, der har drevet mig gennem årene. Det er uhyre vigtigt for mig at overskride genrene," understreger hun.

Og der er sket meget i de 25 år, hun har arbejdet med Hotel Pro Forma, og flere og flere bevæger sig i hendes øjne mere og mere på tværs af kunstformerne.

"Men samtidig er der et etableret system, som arbejder utrolig langsomt og står på nogle meget tykkere sokler. Dem flytter man ikke bare. Men der bliver bestemt ridset i dem," siger hun med et tilfreds smil.

På dybt vand
Når man spørger om Hotel Pro Formas og dermed Kirsten Dehlholms drivkraft i gennem de 25 år bliver det blot konstateret endnu engang, at hun ikke higer efter faste former.

"Det bunder i en uudtømmelig nysgerrighed og et stærkt æstetisk sprog, som vi har fastholdt og dyrket gennem årene. Jeg skal altid ud på det dybe vand. Hvis jeg pludselig kan bunde, er der noget i projektet, som skal skærpes. Jeg vil altid lære af mine projekter," forklarer hun.

"Der er meget færdsel i 'hotellet', som jeg siger, og det har altid gjort, at tingene er blevet større end mig selv," siger hun.

Og der er altid nye spørgsmål, der skal undersøges, og derfor er det heller ikke på tale, at Kirsten Dehlholm skal slappe af ovenpå sit 25 års jubilæum.

"Der er altid nye spændende projekter. Det vil der være så længe verden består," siger hun og spreder armene ud som i et forsøg på at omfavne verden.