Det er formiddag i Kreuzberg i Berlin. Jeg kigger en ekstra gang på gadeskiltet og finder den rigtige gadedør. Der står Kirkegaard på dørtelefonen.

Jacob Kirkegaard er den danske kunstner, der har givet os lov til at lytte til en verden af hemmelige lyde. Han har blandt meget andet optaget rytmiske vibrationer fra jordens indre i Island, han har dannet mønstre af toner i samspil med lytterens indre øre og senest har han studeret metallers humør og klang.

Dørtelefonens summende lyd lukker mig ind i trappeopgangen. Jacob Kirkegaard tager smilende imod i døråbningen til sin lejlighed.

Over en dampende kop the begynder Jacob Kirkegaard at fortælle om sit arbejde og sine undersøgelser af lydens univers.

Lyd- og videooptagelse af syngende sand
“Lige nu arbejder jeg på det materiale, som jeg har optaget i Oman, der ligger sydøst for Saudi-Arabien. Jeg har været i Omans ørken for at optage det syngende sand; det var også en del af min udstilling Motion... Matters på Helene Nyborg Contemporary i år. Nu arbejder jeg videre med både lyd- og videooptagelser af sandet, der flyder.”

Gennem mange århundreder har forskellige opdagelserejsende beskrevet det syngende sand i Omans ørken. I december og februar rejste Kirkegaard derned for at undersøge det fascinerende fænomen.

Klang og stilhed
Jacob Kirkegaard afspiller et brudstykke af sine lydoptagelser af det syngende sand for mig. Det har en dyb og fyldig klang.

”Når man skubber sandet, eller når det flyder af sig selv, så begynder sandskrænterne at vibrere og skabe toner; det lyder lidt som en cello. Det har jeg optaget og filmet,” fortæller Kirkegaard.

Han tager en gennemsigtig plastikpose frem, der indeholder sand fra ørkenen i Oman. Jacob Kirkegaard forklarer, at det særlige sand har en gummiagtig overflade, der adskiller det fra andre typer af sand.

“Det siges, at når sandet tages med hjem, så holder det op med at synge.”

Initiativer
Jacob Kirkegaard tager selv initiativ til de fleste af sine værker. Det er derfor endnu ikke planlagt, hvor lyden og videoen med det syngende sand skal udstilles.

“Jeg kan bedst lide at arbejde frit. Jeg arbejder, fordi jeg ikke kan lade være; det er det, der driver arbejdsprocessen. Der er ikke nogen deadline for værket, som jeg arbejder på nu; men jeg vil gerne have det klart snart.”

Fokus og inspiration
Jacob Kirkegaards arbejdsværelse er et levende arkiv af små noter, breve, poetiske inspirationsbilleder, gamle 16mm film, romaner, LP’er, CD’er og en samling af tabte kassettebånd, som han har fundet forskellige steder i verden.

“Jeg har konstant været i gang med research efter, at jeg fandt ud af, at det er lige mig at udforske og finde lyde, som gemmer sig og ikke er umiddelbart tilgængelige. Det fokus har givet mig meget inspiration. Jeg er hele tiden opmærksom på, hvad folk fortæller om, hvad jeg læser om, hvad jeg hører om,” forklarer Jacob Kirkegaard.

“Det var en professor i Køln, der fortalte mig om det syngende sand. Jeg fik en kopi af en gammel bog, hvor der var en artikel om fænomenet. På det tidspunkt vidste jeg ikke, om det virkelig eksisterede – eller om det bare var en myte.”

Samarbejdet med lyden
På arbejdsbordet ved siden Jacob Kirkegaards andet lydudstyr ligger hans accelerometer. Det instrument bruger han til optagelserne af mange af sine lydværker. Instrumentet er kegleformet og ender i en spids, der kan optage et meget præcist punkt.

Jacob Kirkegaards arbejdsmetode er udforskende; han er åben for de opdagelser og overraskelser, som skabelsen af et værk kan give ham.

“Jeg prøver at samarbejde med lyden; det er et ping pong. Det er derfor jeg optager reallyd. Det er ikke syntetisk; det er fyldt med lag.”

“Folk spørger mig ofte, hvilken stil jeg tilhører. Jeg har ikke lyst til at lægge mig fast på nogen stil, for det binder værkerne,” understreger Jacob Kirkegaard.

Uhyggeligt, smukt, mystisk
Jacob Kirkegaard ønsker at give en anderledes oplevelse af lyd og det at lytte; lyd i sammenhæng med andre lyde eller i sammenhæng med et rum. Han vil ikke selv definere, hvordan værkerne skal opleves.

Til værket 4 Rooms optog han lyden i rum i den lukkede zone i Tjernobyl og spillede optagelserne tilbage i rummene, mens han optog dem igen.

”Nogen synes, at det lyder helt vildt uhyggeligt, nogen synes, at det er virkelig smukt, at det er mystisk og at det minder om en drøm, de engang havde.”

”Jeg vil lave noget, der står for sig selv, og som ikke er fuld af intentioner; lydlige fænomener som vi kan få lov til at betragte i sin udstrakthed. Jeg vil ikke bestemme om mine værker skal være dramatiske, triste eller glade; jeg vil bare foreslå.”