Kunstens kritiske stemme
Iraq: The Borrowed Kettle vil ændre vores perspektiv på Irak-krigen og retter skytset mod den danske regering og dennes retfærdiggørelse af invasionen i landet.

Begrebet Goloss er et slangudtryk for ’stemme’, og som navnet på det nyåbnede galleri antyder, er ambitionen for det lille udstillingssted at benytte kunstens stemme i et forsøg på at forholde sig kritisk til aktuelle politiske problemstillinger.

Med åbningsudstillingen tydeliggør Goloss, at det er et galleri, der tør tage kunstens samfundsmæssige ansvar alvorligt.

Krigens kompleksitet
Anekdoten om ’den lånte kedel’ er et billede på den usammenhængende argumentation, der karakteriserer den danske regerings retfærdiggørelse af invasionen i Irak.

Argumentationen starter med en afvisning af at have lånt kedelen, til en påstand om at have returneret den i hel stand, for til sidst at erklære at kedelen var i stykker, da den blev lånt ud.

Højt at flyve dybt at falde
I udstillingens værkoversigt proklameres det ambitiøst, hvordan værkerne søger at sætte Irak-krigen i relation til blandt andet tidligere tiders kolonialisme og at give et indblik i virksomheders økonomiske interesser i området.

Oven i dette vil udstillingen stille spørgsmålstegn ved den virkelighedsopfattelse, nyhedsmedierne genererer, og belyse en dansk fremmedfjendtlig kultur, som senest sås eksemplificeret med udvisningen af de irakiske flygtninge.

Det er ikke en ydmyg ambition, og udstillingen rummer så mange politiske oplysninger, historiske referencer og samfundskritiske pointer, at selve kunstoplevelsen er på grænsen til at forsvinde i tekstmateriale og ny viden.

Videoen viser blandt andet irakiske børn, der spiser chokoladebarer. En speakerstemme afslører, hvordan disse barer er specialproduceret til at kunne tåle de meget høje temperaturer i det varme irakiske klima.

Speakeren synes at have flere lignede pointer, men hans lave toneleje, der skal overdøve snak fra andre besøgende i galleriet, gør dem vanskelige at fange. Ærgerligt, for billederne taler desværre ikke for sig selv.

Uorginal begrebsudredning
Kunstnergruppen A.W. bidrager med en videoinstallation (uden titel), der betragter Danmarks deltagelse i Irak-krigen set fra de udviste irakeres synsvinkel. I et videointerview med en psykolog får publikum en udførlig udredning af begrebet ’sekundær traumatisering’, som ofte rammer pårørende til flygtninge.

Sikkert meget rigtigt og ganske frygteligt, men formidlingen kan næsten ikke blive mindre original.

Hvad blev der af den dårlige opførsel?
Udstillingen som helhed er præget af politisk korrekthed og god opførsel. Der er ikke noget, der provokerer, men alt for mange faktuelle oplysninger og læsestof.

Værkerne mangler den abstraktion og originalitet, der skal til, for at man som modtager forlader stedet med fornemmelsen af at være blevet klogere, uden nødvendigvis at være klar over på hvad.

Budskabet kommer med andre ord ud lidt for direkte og bæres ikke frem af kunstens evne til at sige det, man ikke kan sige, ”mens det dog kun kan siges af kunsten, idet den ikke siger det”, for at citere den tyske filosof Theodor Adorno.

Handling og potentiale
Selvom flere af værkerne er ret letkøbte, er det dejligt befriende at se et galleri skyde op i det københavnske uden store armbevægelser, næsen i sky og finansielle lidenskaber.

Iraq: The Borrowed Kettle har noget på hjertet, og den efterlader et revideret verdensbillede, der synes mere mangfoldigt end det eksisterende.

Gid der må komme flere af den slags.