Den 18. juni åbnede Gallery Poulsen i nye lokaler på Flæsketorvet med udstillingen Irascible Assholes: New Paintings from New York, efter i et par år at have haft residens ved Frederiksholms kanal.

Udstillingen passer fint til de nye omgivelser. For ligesom området omkring Den Hvide Kødby er blevet udråbt til Københavns nye kreative hotspot, er kunstlivet i New York, på det seneste blevet genstand for øget opmærksomhed.

Desuden huserer de syv udstillende kunstnere, også til daglig i nedlagte industribygninger, blot i Bushwick, Brooklyn, N.Y.

Fælles for dem er også en stræben efter at skabe et nutidigt billedsprog, på baggrund af grundige overvejelser over maleriet. Det medie, som de alle synes at mestre overlegent.

Hidsighed og optimisme
Udstillingens titel er en reference til The Irascibles ("de hidsige"). En gruppe af abstrakte ekspressionister, der med blandt andre Jackson Pollock, Barnett Newman og Mark Rothko i 1951 protesterede imod datidens etablerede kunstinstitutioners ekskludering af avantgarde-kunsten.

I 2010, og med tilføjelsen 'Assholes' i titlen, er der lagt op til en ny generation af amerikanske kunstnere, der ikke kæmper imod de samme fordomme, om hvad der er henholdsvis god og dårlig kunst.

De udstillede kunstnere lader da heller ikke til at føle sig trykkede af hverken kunstinstitutioner eller finanskrise. Hvis der er tale om hidsighed i deres tilgang til kunsten, kommer den til udtryk i maleriernes farvekraft og upolerede udtryk, i hvilken pulsen og nerven fra storbyen fornemmes.

Frit valg på alle maleriske hylder
Ingen af værkerne udgør deciderede nybrud, hverken i stil eller motiver. Den friskhed, der præger udstillingen som helhed hænger sammen med, at de enkelte kunstnere er gået på rov i kunsthistoriens overskudslager uden at være synderligt ærbødige over for fortiden. I stedet præges malerierne af indtryk fra den nutid, kunstnerne lever i.

Dette er tydeligst i forbindelse med værkerne af Tom Sandford, Ryan Schneider og Daniel Heidkamp.

Sandford laver portrætter af en blanding af superstars og semi-kendisser. Med deres karikerede realisme, efterligner de på én gang mediernes billeder og udstiller samtidig den forvrængning af virkeligheden, de skaber.

Schneiders malerier er dels fortolkninger af portræt/selvportræt-genren og dels en opdatering af et af kunsthistoriens evigt tilbagevendende motiver: En kvinde der spejler sig. Hér med tilføjelsen af en psykedelisk mønstret baggrund, usammenhængende skriblerier i den våde maling og en kryptisk titel: Seeing You See Through Me.

9/11 og malerisk anarki
Heidkamp laver malerier, der umiddelbart fremstår som en anarkistisk ophobning af elementer. Men under den forvirrende overflade synes et nøje planlagt indhold.

Dét kommer tydeligst til sin ret i udstillingens mest kontroversielle værk: Commemorative 911, som viser cockpittet på et fly med direkte kurs imod World Trade Centers 'Twin Towers'.

Opmærksomheden indfanges af instrumentbrættets virvar af taster og blinkende lamper, og der går derfor lidt tid, før man får øje på de to grå tårne igennem forruden. Herefter lægger man mærke til hænderne i forgrunden, der tilhører piloten og hans sidemand. Sidstnævnte knuger en bedekrans.

Provokationspotentialet er altså garanteret, men er ikke maleriets bærende element, og det overskygges af det originale i det maleriske udtryk.

Nøje planlagt vildskab
Det samme er tilfældet med Aaron Johnsons malerier. Her kommer stjernerne fra det amerikanske flag til at udgøre en underspillet, provokerende baggrund for de fantasifulde uhyrligheder, der udspiller sig foran.

Eksempelvis i Indivisible, hvor et grotesk, orange, monster er ved at blive ædt af en korsfæstet lyseblå figur, imens afrevne menneskehoveder flyver omkring dem.

Johnsons værker adskiller sig fra de øvrige værker, med deres tredimensionelle effekt – en kompleks teknik med metal-net og adskillige lag klar plastik, på hvilke maleriets figurer er fordelt.

Fandenivoldsk fællsesskab
Selv Van Hanos og Jamison Brosseau, der med henholdvis et blomster-still leben og nogle halvabstrakte figurer, umiddelbart kan synes noget løsrevne fra sammenhængen, formår de at tilføje deres malerier en skævhed og et element af noget fandenivoldsk farveglæde, der kendetegner udstillingens øvrige værker.

Selvom udstillingen ikke kan tale for en hel kunstmetropol som New York var de udstillede værker nok til at overbevise om, at der vitterligt sker spændende ting og sager i det amerikanske maleri. Man går med andre ord opløftet fra mødet med The Irascible Assholes.