Syv fede år
Samtidskunsten har haft syv fede år, men nu er festen forbi.
Den grundlæggende økonomiske struktur bag succesen er forsvundet – bunden er slået ud af boligmarkedet og udhulningen af friværdierne har skåret kraftigt ned på antallet af folk, der investerer i kunst.
U-Turn er udtænkt og kurateret dengang festen stadig kørte på fuld tryk, og derfor hentyder titlen til et radikalt retningsskifte, der åbner mod kunstens nye horisonter.
Kunstscenen har forandret sig siden da, men U-Turn er stadig en god titel. Der er noget tilbageskuende i ordet U-vending - et 180 graders sving, der vender kørselsretningen tilbage mod udgangspunktet.

Fra lovende kunstner til gammel mester
John Kørners malerier var indbegrebet af det unge danske maleri i begyndelsen og midten af 00'erne. Nu har han malet seksten værker, der indskriver ham i bataljemaleriets ældgamle tradition med at skildre nationens militære sejre og nederlag.
I et hug går han fra at være blandt de unge lovende kunstnere til at blive en af de gammle mestre.

Kørner og 16 døde danske problemer i Afghanistan

Malerierne fylder den ene langside i den centrale udstillingssal, og deres massive tilstedeværelse gør dem til udstillingens hovedværk.
Med klar penselføring har Kørner malet seksten døde danske soldater fra vor krig i Afghanistan. Den konkrete afbildning af de døde soldater understreges af maleriernes titler – Thomas, Anders, Christian, Brian, Thorbjørn.
Soldaterne er ikke faldne, de er slet og ret døde. Man falder for en sag, et land, et eller andet, men de danske soldater i Afghanistan er slået ihjel og døde – ikke andet.
Kørner indfanger den tørre og konkrete død på lærrederne, og det gør malerierne svære at glemme.
Jeg havde ikke troet, at det fortærskede maleri kunne sparke så meget og så godt politisk røv – men det kan det, når penslen føres med Kørners nyvundende gammelmesterlige sikkerhed.

Østeuropæisk allegori over samtidskunsten
Deimantas Narkeviclus film The Dud Effect vises i et perifert udstillingsrum. I en gammel sovjetisk atomraketbase genopføres forberedelserne til en raketaffyring. Officeren udsteder kommandoer og soldaterne adlyder, men ordrernes tekniske sprog kan ikke skjule det omsiggribende forfald.
Raketbasen består af faldefærdige bunkere, og maskineriet er enten demonteret, rustent eller ødelagt. Der er ingenting tilbage – alt det der var, er ikke mere.
Det er svært ikke at se filmen som en allegori over tingenes tilstand i den danske kunstverden.

Valby Revisited, for sidste gang?
U-Turn-udstillingen er henlagt til en forladt øltappehal i Valby. Det giver mindelser om en ikke så fjerne fortid, hvor Valby-gallerierne var synonym med samtidskunstens succes, og nye gallerier flokkedes om at flytte ind i Valbys rømmede og rå industribygninger.
Jeg formoder, at udstillingen er placeret her, for at U-Turn og gallerierne kunne sole sig i hinandens succes. Men nu er solen, billedligt talt, på vej ned over Valby. Den kaster lange skygger over U-Turn-udstillingen og skaber andre forståelsesrammer for værkerne end de, der var tiltænkt fra kuratorenes side.
Men værkerne er så stærke, at de let kan optage den nye virkelighed i sig.