| Elisabeth Toubro mener, at billedkunsten har malet sig op i et hjørne. (Foto: Solveig Lindeskov Andersen) |
e-mail udskriv rss
|
Kunstnerne modarbejder sig selv
16. dec. 2009 [Debatindlæg] Kunsten har malet sig op i et hjørne, hvor den kun kommunikerer til de indviede. Kunstnerne må selv tænke formidlingen med som en naturlig forlængelse af det kunstneriske udtryk, mener formanden for Kunstrådets Billedkunstudvalg.
Af Solveig Lindeskov Andersen
”Selvfølgelig kan kunsten kommunikere, for hvis ikke den kunne det, så havde vi slet ikke kunst.” Det er den indledende tilkendegivelse fra billedkunstner Elisabeth Toubro, men der følger en del forbehold.
Toubro er formand for Kunstrådets Billedkunstudvalg. På den post har hun blandt andet arbejdet for at sætte formidling på dagsordenen, for selvom det kunstneriske udtryk i sig selv er en kommunikationsform, er det ikke ensbetydende med, at kunsten bliver formidlet godt nok.
Overfladisk behandling
Hun mener, at medierne behandler billedkunsten utroligt overfladisk. Til gengæld har kunstnerne fået nye muligheder på de netbaserede platforme, som formidler samtidskunsten, og det ser hun som et kæmpe løft og en ny frihed for kunstnerne.
Forskellen er dog, at den slags skal man som læser opsøge aktivt, og formidlingen når ikke ud til den brede befolkning.
”Men spørgsmålet er, hvor bredt man nogensinde har formidlet,” siger Toubro og uddyber, at der nok altid har været en vis barriere mellem billedkunsten og offentligheden.
Pisseligeglad med betragteren
”Men kunsten er jo også blevet vældig... vældig...” og der går Elisabeth Toubro i stå, for hun vil ikke sige hverken lukket eller indspist, men hun mener, man kan tale om, at kunsten har malet sig selv op i et avantgardehjørne.
”Avantgardens opgør er blevet til en evig jagt på det nye,” forklarer hun. ”Vi har gjort så meget op med det, der skete i går, og for en halv time siden, så det bliver dét, der er kampen i mange kunstneriske projekter. I den kamp er man pisseligeglad med, om der er en uindviet betragter på den anden side. Dem, man egentlig henvender sig til, er de andre kunstnere.”
Her mener Toubro, at man som kunstner bliver nødt til at medtænke, at der er en betragter på den anden side.
”Det får jeg nok på hattepulden for at sige, for når man siger den slags bliver man lynhurtigt beskyldt for at tænke oplevelsesøkonomisk.” Toubro mener, at man må tage i betragtning er, at der for tiden er et kæmpemæssigt kulturudbud, og det er kun de særligt interesserede, der ser bare en brøkdel af det.
I Kunstrådets handlingsplan for perioden 2007-2011 er formidling et af rådets fokusområder. (Foto: pressefoto, udsnit) Kunstnerisk udtryk sætter folk af”Hvis du vil fange nogle andre end dem, der allerede er inde i kunstverdenen, så er du simpelthen nødt til at gøre noget for det,” siger Toubro og lægger vægt på ordet ’hvis’. ”Nu læser jeg jo en fantastisk masse ansøgninger,” fortæller hun om arbejdet i Kunstrådet. ”Der kan jeg se, at der er en masse unge kunstnere, der i virkeligheden arbejder med ting, som er vigtige for almindelige borgere.” Hun peger på, at det kan være alt fra klima og bæredygtighed til den menneskelige eksistens og identitet. Det er alt sammen ting, der optager kunstnerne. ”Men borgerne føler sig ikke fanget af de kunstneriske udtryk, de føler sig nærmere ekskluderet. Det synes jeg er meget sørgeligt.” ”På den ene side synes vi som kunstnere, at vi har noget vigtigt at sige til samfundet. På den anden side så sætter vi dem af, som vi egentlig skal kommunikere med, ved at bruge et formsprog, der er så avanceret og så avantgarde, at betragterne ikke føler, at de kan finde nogen som helst stier ind i kunstværket. I den situation modarbejder vi os selv.” Kunstnerne må selv finde en løsningToubro mener, at man må tage et opgør med tankegangen om, at kunstneren skal forsage verden og ikke har nogen forpligtelse til at formidle, fordi alt, der skal udtrykkes, ligger i selve værket. Hun er af den overbevisning, at kunsten har et behov for at kommunikere til andre end kollegerne på kunstscenen. ”Jeg tror, kunstnerne selv skal gå ind og se på, hvordan løser vi det her indefra i det kunstneriske udtryk. Vi må finde en løsning på det, som vi ikke selv synes er overfladisk, men ligger i forlængelse af vores udtryk og bliver en bevidsthed som er en naturlig del af det vi gør." Take it or leave it
"Hvis vi bare siger; jamen jeg får udtrykt det, der er vigtigt for mig, take it or leave it, så er der mange, der vil sige; okay, leave it," lyder det fra Toubro.
Hun medgiver, at der er områder, hvor folk kan komme til at leve af sin kunst og blive både rige og berømte, selvom de laver noget, som folk i almindelighed ikke kan forstå, men når man taler om den samlede kunstscene, er det ikke helt nok.
”Det vi taler om her er jo, hvordan verden i en bredere forstand, virkeligheden, medierne, kunne have interesse i at kommunikere det her videre, som vi jo synes er dødvigtigt. Det vil ikke ske, før vi selv tager formidlingen med som et parameter.”
Fakta:
Elisabeth Toubro er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 1979 – 86.
Hun er formand for Kunstrådets Billedkunstudvalg og medlem af Kunstrådet i perioden 2007 – 2011.
I indsatsen for at fremme den seriøse kulturformidling har Kunstrådet blandt andet indstiftet Statens Kunstråds Formidlingspris. Prisen blev uddelt for første gang i 2008 til litteraturkritiker på Weekendavisen, Lars Bukdahl.
I 2009 gik prisen til Jacob Fabricius, direktør på Malmö Konsthall og Jes Stein Pedersen, som er vært på 'Deadline 2. sektion' på DR2.
Derudover har Kunstrådet åbnet op for, at man kan søge støtte til netbaseret informations-, dokumentations- og publikationsvirksomhed. Herunder kan kunstnere eksempelvis søge støtte til udvikling af egen hjemmeside.
Kommentarer (12)
Skriv en kommentar
|
|
Modtag vores gratis nyhedsbrev
|
|
|
 |
|
Sted:
|
|
|
Næste uges indslag i debatten kommer fra Kathrine Bolt Rasmussen og Cecilie Høgsbro, som har kurateret En helt normal udstilling på Overgaden. De taler om muligheden for, at samtidskunsten kan nå det 'helt normale' publikum. |
 |
|
Samtidskunsten er så godt som usynlig i mediebilledet, og uden den nødvendige dialog bliver kunsten opfattet som uforståelig og uvedkommende. Men er det medierne, kunstnerne eller politikerne, der skal sætte kunsten på dagsordenen og fortælle os, at den betyder noget? Klik her
|
 |
Hvad de kan i Sverige
9. dec. 2009 [Debatindlæg] Når det danske kunstliv begræder marginaliseringen i medierne, bliver der skuet misundeligt mod øst Læs mere
|
 |
Legitimitetskrise i kunsten
2. dec. 2009 [Debatindlæg] Kunsten legitimeres i alliance med underholdningsindustrien, vurderer professor i Kunsthistorie. Læs mere
|
 |
'Kunsten er totalt fraværende'
25. nov. 2009 [Debatindlæg] Kunsten har mistet sin stemme i den offentlige debat, og den må selv tilbageerobre sin platform. Læs mere
|
 |
Christian Have til kunstnerne: ”Tænk strategisk!”
4. nov. 2009 [Interview] Ifølge Have kan de venstreorienterede akademikere ikke stoppe kommercialiseringen af kulturlivet. Læs mere
|
 |
Kunsten til debat
29. sep. 2009 [Reportage] Debatarrangementerne på kunstmesserne var præget af kritisk stillingtagen til kunstens tilstand i dag. Læs mere
|
 |
Kunststøtten lander mellem to stole
11. sep. 2009 [Debatindlæg] Statens Kunstråds rolle er at rådgive Kulturministeriet. Men rådets handlingsplaner bliver ikke respekteret, og det går ud over vækstgrundlaget. Læs mere
|
 |
Hvad er meningen med Kunstrådets formidlingspris?
20. nov. 2008 [Debatindlæg] Man får ikke en selvstændig, nyskabende, kritisk, debatterende formidling, ved at et statsligt organ uddeler en enkelt-sum, skriver Niels Henriksen som repræsentant for UKK. Læs mere
|
 |
Visioner til debat
18. maj. 2008 [Reportage] Kunstrådet præsenterede rammerne for de næste fire års bevillinger til billedkunsten. Læs mere
|
|
http://blog.kunstavisen.tekstur.dk/index.php/uncategorized/kunstnerne-i-medielandskabet/
Jeg maler udendørs på stakitter og graffiti folkene annerkender mine værker alene på grund af kvaliteten. Men det er de ganske almindelige folk og lokale der er mit publikum, og derfra ved jeg at kunst såmænd er vældigt populært når enten motivet vækker noget tilskueren har glemt i farten, eller når det overasker med at være relevant. Mine stykker - pieces som graffiti folkene kalder det, er portrætter og udtryk der virker meget kraftigt fordi mennesker jo helt unikt, forstår et meget vanskeligt sprog, vi kal "læse" et ansigt og genkalde de følelser det udtrykker -- og det er relevant, det virker, og selvom reklame brancen i generationer har gået på strandhugst i kunsten, hjælper det kun, når man evner at formidle udtrykket anderledes og på en måde så det bliver kunst og ikke kun attituder. Hele sommeren havde jeg et stort portræt med Obama oppe i prinsessegade, --- i mere end et halvt år elskede de lokale det billede indtil en konspirations fanatiker syv gange efter hinanden, overmalede *"Obama", angiveligt fordi klanen samt forskellige magtfulde amerikanske senatorer, herunder den første farvede præsident forsøgte at overtage verdensherredømmet. Jeg repererede billedet seks gange, og eftersom det var lokale beboere der spurgte om jeg ville male Obama mod at de betalte masonit plader og maling samt hjalp med slæbet, fortsætter vi selvfølgelig kunstens kamp mod fordummelsen efter nytår, hvor vi laver skabeloner, så vi på en halv time kan male et nyt billede, efter vandalerne igen har malet højre facistiske slagord hen over negeren, eller som sidst kraftigt antydet en konspiration mellem israel og ku klus klan og Obama, med jødestjerner og facistiske symboler.
--------------- Jovist kunsten er særdeles levende, til trods for at akademikerne har forladt skuden.
Måske virker det lidt for trivielt for dig at "kunst i det offentlige rum" kan være StreetArt med politikere eller portrætter af lokale, måske forventer du kunsten ligesom Graffitien skal vende ryggen til sit publikum, det gør graffitien jo netop og kunsten er ganske rigtigt på vej i samme retning. Men dermed svigter kunsten som jeg har oplevet det, en stor og trofast tilskuer skare, -------- det ser jeg når lokale presser mig til at male flere "Obamaer" eller flere portrætter af musikere de beundrer, kunstnere de beundrer og som minder dem om noget vigtigt.
Måske findes en del af svaret på en YouTube video om, hvorfor kunstnere virker usynlige i den offentlige debat om kunstens rolle i vores samfund.
I et interview med den amerikanske skulptør Richard Serra, spørger værten Charlie Rose: ”What are you into?”
Hertil svarer Serra spontant:
“I am into the properties of the gravitational load that will free stand in conjunction with every other gravitational loads that will build spaces and places that you can walk into and through and around where you your self will be part of that forced field that is only hold up by the notion of that gravity that’s conjoined by that space. These forms really invite you into a field of a gravitational load that is an expression of or a manifestation of the volume of steel.”
Som opfølgning på sin udtalelse argumenterer Serra for at en kunstner bør være I stand til at udtrykke sine ideer verbal tog begrunder det med:
”I think that if they can do that, probably the thought that is contained in the work will also be clearer to them.” Og fortsætter. “There is a great belief that artist aren’t articulate and I think that’s not true at all, most artist I know are fairly articulate.”
Rose stemmer i: “Me to, my problem is that not enough of them go out there and articulate. Many of them will say, it is not me, the work speaks for itself. And I don’t think that’s enough.”
Serra: “I think artists have a responsibility to try if they can to explain the thought that is generated by the work and the processes and the ideas that have come.”
Rose:”I do to, it is not enough to say look there’s my work, go look at it. Because there’s a connection, between creation and…”
Serra afbryder Rose og runder emnet af med følgende udsagn: “I can understand artist’s that are reluctant to do that. You don’t want to pitch your own work. You don’t want to be selling the book. You want the work to sell itself, you want peoples experience to be one of their own, you don’t want to lead people in that experience. On the other hand I think any way that allows one to engage a work of art is probably useful. If you can direct people in to the work it is probably useful.
Rose: Tell me what is the purpose of art?
Serra: It is purposely without purpose. There isn’t any purpose to art.
Paradoksale udtalelser som Serras, om at kunstens ikke-eksisterende formål i sig selv er et formål, er uden tvivl ment i største alvor, hvilket stiller nogle krav til den faglighed hvormed kunst formidles. Dels for at der skabes en tillid kunstner og interviewer imellem.
Der findes naturligvis kunstnere, for hvem dét at skulle melde sig i en debat er et forstyrrende element i deres arbejde, hvor et interview vil blive set som en del af arbejdet. En af journalistikkens roller må være at finde kunstnere og iscenesætte formidlingen så den tilgodeser alle parter, og ligesom Rose have modet til at stille både de dumme og de intelligente spørgsmål. Jf. Serra, vil der være kunstnere nok, også i Danmark, der er i stand til at artikulere ideerne i deres arbejde på en måde, der, for eksemplet skyld, ikke kommer til at virke som et forsvar for at være beskæftiget med noget der er et element af formålsløshed i og derved undergrave følelsen af eksempelvis integritet.
Jeg vil tillade mig at stille spørgsmålet: HVORFOR skal kunst partout formidles ud til den brede befolkning?
Hvis folk ikke interesserer sig for det så er der da ingen grund til at tvinge det ned gennem halsen på dem.
Selvom jeg hører til den smalle kreds af "udøvende" så er det endda ikke engang ensbetydende med at jeg ønsker "formidling". Der er langt mere kunst jeg ikke ønsker at bruge tid på end kunst jeg synes er spændende. Og alligevel er udbuddet langt, langt større end at man kan nå at følge med i alting.
Jeg siger pænt "nej tak" til formidling. Jeg finder selv det jeg finder. Og det jeg ikke opdager, opdager jeg ikke. Uden at være sikker tror jeg at en del af "den brede befolkning" har det på samme måde.
Ja, så er hele denne fokusseries grundlæggende problematik irrelevant for dig.
Det er dog de færreste, der mener, at de bare selv kan finde det, de synes er interessant. Men fint, du har DIT på det rene.
De fleste andre i kunstlandskabet ønsker større bevågenhed på samtidskunsten (billedkunsten), dens rolle i samfundet, dens naturlige plads i kulturen på lige fod med de andre kunstarter.
Det er her marginaliseringen har spillet en trist rolle, hvor billedkunsten typisk anses for at være elitær, uforståelig og selvrefererende, imens medierne dropper dampbarnet til fordel for sport, sexannoncer og biograflister.
Jeg tror ærlig talt ikke jeg forstår spørgsmålet: "Hvorfor skal kunst partout formidles ud til den brede befolkning?"
Det kan ikke passe, at du som 'udøvende' mener det alvorligt... Du ville kunne få folk til at komme og se dine ting uden eventopslag på Facebook, flyers, pressemeddelelser, introduktionstekster (et evt. interview i et medie)?
Du ville kunne finde frem til, og blive præsenteret for kunstnere og kunstprojekter DU ikke kender i forvejen ved bare at være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt ved en tilfældighed...? Come on. Ingen i "den brede befolkning" med en interesse for kunst har det på samme måde, kan jeg forsikre dig.
Så kørte kameraet hen over nogle andre Tags. TV manden slugte et ord, der blev modsagt omgående og på forhånd Man kunne ikke sige at kæmpe store hvide plader var grimt endsige kantet det var blot Autentisk, hvilket al nutids kunst skal være.
Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig hvad et par knald flotte StreetArt portrætter kunne gøre nede på gadeplan. Noget nede på jorden og ikke noget der påtvinger sit kantede udtryk nådesløst, oppe.. Noget de lokale kunne lade nogle lokale unge male, med fuld overbevisning om at det ville blive godt, I stedet for at der kommer nogle kunstnere, som arogant sætter pågående og opmærksomheds krævende avanceret hjernevask malerier op, lige ud for dine vinduer.
Hvis jeg ikke vidste bedre, kunne jeg tro de paranoide både var dykkere og som ofte fremført, at det er kunstnerne der står bag. For mig er et abstrakt maleri totur, at skulle have en uløselig sindrigt visuelt sammensat abstrakt påstand, jeg aldrig vil kunne tage stilling til -- med misforstået folkelig vilje -- sat op, for at påtvinge mig et udtryk der kun gør firkanterne endnu mere kantede, når det det handler om er demorkati og dialog, så skal det være kunsten. der enda typisk sættes op netop der. Jeg er sikker på at det er noget den regering osse har fundet på.
Hm Hm... Tænker jeg så !! Jeg så også Smagdommerne her forleden , og JA der kunne med lethed ha været mange andre løsninger på udsmykningen af Mjølnerparken. Og ja det som kom ud af den foreløbige løsning dér virker, også på mig mere dekorativt og kønsløst end så meget andet som ku være gjort ud af sådan et sikkert og helt bestemt mega dyrt projekt ! Men og nu blir jeg nok en anelse personlig, StreetArt portrætter er din udtryksform ( har set din hjemmeside), så vidt jeg kan se er disse også fremstillet på kantede plader !! Jeg aner at du ønsker flere StreetArt portrætter til folket og er skuffet over at du ikke er i stand til at læse et abstrakt maleri, måske har du låst dig fast i dit eget udtryk og det som læner sig tæt op af ditto ! Et godt råd vil være at du lukker mere fantasi ind i dit liv og at du løsner op for at det kun er det som du laver, som er det rigtige! Jeg kan forstå at du har fået mange positive tilbagemeldinger på dit negerportræt, som du så fint kalder det, og det jo båre dejligt, men det gør det ikke nødvendigvis til stor kunst at folk er flinke og rare ved én !! Men bare klø på, en skønne dag kan det jo være at det er dine StreetArt portrætter som hænger på hvert gadehjøne og kigger på os, så lur mig om ik også der er nogle som blir trætte af det!! Mangfoldighed længe leve. Hilsen LYF
LYF, som du ser har jeg taget dit råd til efteretning, men jeg tror stadig noget mere relevant, ville have været påskyndet. De ting der diskuteres indenfor kunsten, er ikke de folks problem, det er helt andre og langt mere genkendelige ansigter de har brug for hvor de bor. Og jo, naturligvis synes jeg mit er bedst, men det synes de andre jo osse.
Det er da ikke noget kompromis at tage udgangspunkt i folks hverdag og hvis man kan vise dem at der stadig er skønhed eller dybde i det to dimensionelle, er det så så galt. Folk kan lide det, det er det jeg mener. Og der er ikke noget specielt formidlende, i at vende ryggen til publikum.