Hvordan et parforhold kan fungere i et længere forløb, når begge er udøvende kunstnere, er et spørgsmål, som man kan stille sig selv. Ofte har parforhold i kunstverdenen efterladt den ene part i skyggen af den anden. Det ser ikke ud til at være tilfældet hos malerne Jonna Pedersen og Bjørn Eriksen

Forskelligheder og fællesnævnere
Udstillingen De Elskende og Byens Gader, som finder sted i Kunstpakhuset i Ikast med en tillægsudstilling i Galleriet Jørgen Østergaard, udgør blot én af et antal udstillinger, Bjørn Eriksen og Jonna Pedersen har foretaget sammen inden for de senere år.
De er meget forskellige som kunstnere, men alligevel oplever man visse fællesnævnere. Ganske vist har de deres motiviske udgangspunkt i to vidt forskellige verdener, men deres værker er placeret mellem hinanden i en velafbalanceret ophængning. På den måde kan man sige, at Jonna Pedersens mennesketomme byrum bliver befolket med Eriksens modeller.

Eriksen og mennesket
Bjørn Eriksens malerier tager udgangspunkt i mennesket. Tavst iagttager modellerne publikum i en enkel, monokrom opsætning, hvis da ikke kunstneren har lokket tøjet af vedkommende og lader beskueren opleve personen i selskab med sin egen afklædthed, mens beklædningsgenstande flyder henkastet omkring.
Hans maleri har ikke afsæt i en fysiologisk tilstand men i langt højere grad i det mentale. Skyggespillet forekommer altid underdrevet i de nænsomt forarbejdede portrætter, og koloristisk skaber Eriksen sine kompositioner ud fra de givne modellers individuelle karakterer.

I hendes motivverden er der ikke noget, der er for grimt eller uæstetisk. Hun fremstiller billeder ud fra de betingelser, som omgivelserne skaber. Man kan sige, at hun gør det usynlige synligt - eller at hun blot anskuer verden tidsproportionelt. Damefrisørsalonen, solcentret, grillbaren eller fiskeforretningen kan være væk om kort tid. Men Jonna Pedersen har fastfrosset lokaliteten i et momentant øjebliksbillede.