Jeg skal gerne være den første til at sige, at jeg er træt af det dominerende samtidsmaleri.

Meget godt er sket med fremkomsten af den naivt-ekspressive, drømmende og historiefortællende 90 til 00-generation, der tæller vidt forskellige kunstnere som Kathrine Ærtebjerg, John Kørner, Tal R, Fie Norsker med flere.

Det er mindre fedt, når det nye bliver kanon, og unge malere er svære at skelne fra forbillederne.

Wham er udstillingstitlen på et mindre opgør. De hovedsagligt lidt ældre kunstnere hér har bandlyst penslen, det udtryksfulde håndarbejde og historien. Det er i hvert fald et alternativ til de gældende ’universmalerier’, der virker i personlige psykiske rum.

Triumf
Det er en mægtigt godt sammensat udstilling, der viser paralleller og forskelle mellem de repræsenterede kunstneres værker.

Den velgennemtænkte samstilling er en lille triumf.

Billeder som Claus Jensens Horisontal #1 og Horisontal # 2 virker først kedelige. Men så blomstrer de ved sammenligning.

Simple flader, firkanter og melerede farver bliver ekspressive ved eftersyn. Ved andet møde virker Freddie Lerches samlesætsbilleder i ren gul chokerende betydningsfulde. Billedernes huller og afskårne og forskubbede hjørner er nok til at give en stærk effekt.

Genoptagelser af fortidige bevægelser
Torgny Wilcke og Peter Holm, der selv udstiller gode ting, har sammensat både uden- og indenlandske bud på viderebearbejdninger af modernistiske 50’er og 60’er-bevægelser som den abstrakte konkretisme og Color Field.

Inspirationen fra tidligere forsøg på en ’upersonlig’ kunst er klar. Den tids store flader, enkle, geometriske former, ensfarvede lærreder og signallignende kunst gentages dog ikke bevidstløst.

Kunstværkerne på Den Frie inddrager alle noget mere; billeder er sat op og hængt ud i rummet, eller dagligdags genstande er en del af værkerne.

Konkret virkning
Her trækker John Armleder møbler ind i dialog med sine rolige flademalerier og John Nixon maler forjættende simple, signalstærke papstykker med emalje. Begge referer til genstande uden for kunstens sfære.

Inertia hedder en pladespiller, der i humoristisk dadaistisk-surreel rotation snurrer Nixons farveplader rundt ved 45 omdrejninger. På den måde tales direkte til mig, min krop og erfaringer.

Og Ellen Hyllemoses væg af plader omsvøbt i orange strækstof er simpelthen i vejen for tilskueren. Jeg er tvunget til, som det mindste, at bruge den tid, det tager at gå udenom.

Maleri eller ej?
I udstillingens fine katalog gøres meget ud af at stille spørgsmål til maleriet som forståelsesramme.

Er her tale om maleri, eller om noget andet?
Er kombinationen flade og farve nok til at skabe et maleri?
Hvad skal der til for at danne noget malerisk?

Julian Opies store bannere med piktogramlignende kæmpekvinder er et scoop. Teatralsk arrangeret i det ottekantede udstillingsrum, fra gulv til loft, er man inde i værket og alligevel ikke. Det er sært virkningsfuldt som udvidet maleri, der fysisk kommer tættere på end sædvanligt.

Hævn
Det er sikkert ikke tænkt sådan, men de ’udvidede malerier’ i Wham er som en hævn over alle følelsesfulde, naive og romantisk-ironiske kunstnere. På grænsen mellem billede, genstand, kunst og ting ligger en masse betydningsfuldt.

Det hele handler ikke om noget specifikt, men om at kunsten kan noget.

Om hvordan samspil og kontrast skaber virkning uden at fortælle lange historier. Som i Simon Callerys mættede, grønne limfarvelærred, der er delvist skåret bort for at afsløre sit eget armatur.

Der er masser af dybde i enkle signaler.

Rammer rammende
Rammen er både fysisk og konceptuelt til stede over det hele. Som et afsluttende eksempel trækker Gerold Millers sprøjtelakerede orange og perlemorsfarvede rammeudskæringer opmærksomhed mod væggen nedenunder og selve indramningens idé.

Rammer har altid været en del af maleriet. Vi sætter også rammer om, hvad begrebet kunst og billede er og ikke er.

Med Wham er maleriet langt fra nyopfundet, men den simpleste dialog med fladen, farven, rummet, udtrykket og tegnet er genoptaget som et godt bud på ’det udvidede maleri’.

Et maleri, der kan noget.