Kulturjournalistikken er jævnligt i skudlinjen, og en efterhånden velkendt forfaldshistorie bliver gentaget med stadigt større overbevisning: Den kritiske kulturjournalistik er på retur, og den dybdegående dækning viger pladsen for nyhedsvinklede historier og forbruger-servicerende omtaler.

I et forsøg på at nuancere dette sortsyn havde UKK inviteret til debat i Kunsthal Charlottenborg med Jacob Fabricius, direktør på Malmö Konsthall og Nete Nørgaard Christensen, lektor i Medievidenskab ved Københavns Universitet.

Forskningens facts
Nete Nørgaard har foretaget en undersøgelse af dansk kulturjournalistik i et historisk perspektiv som en del af forskningsprojektet Aviser og journalistik i forandring.

"Vi var klar over, at vi måske ville nå frem til et resultat, der bare bekræfter det, som alle har sagt i mange år," lægger Nete Nørgaard ud.

"Men der er ingen, der fra et forskningsperspektiv har forsøgt at få de her forestillinger dokumenteret på mere systematisk vis." I samarbejde med en kollega fra Aarhus Universitet har hun nu analyseret på 3000 avisartikler fra udvalgte perioder mellem 1890 og 2008.

Resultaterne giver umiddelbart god anledning til at aflive myterne. I løbet af det 20. århundrede er der blevet større fokus på kulturstoffet i avisen, artiklerne er blevet længere, og i modsætning til den forventede nyhedsorientering er der en stigning i antallet af artikler med baggrundsstof, interviews og analyser.

Kvalitative forbehold
De kvantitative data skal dog betragtes med en række forbehold. Udvælgelsen af artikler bygger på en bred definition af kulturbegrebet, og i de senere år er grænserne mellem det traditionelle kulturstof og det man vil betegne som livsstils- eller forbrugs-stof blevet slørede.

For de enkelte kunstarter er udviklingen gennem århundredet vidt forskellig, og eksempelvis scenekunsten er stærkt marginaliseret i pressen i dag sammenlignet med tidligere. På billedkunstens område er der derimod tale om en helt stabil - men dog begrænset - dækning.

"I modsætning til hvad man måske har haft en forestilling om, så kan billedkunsten ikke på noget tidspunkt siges at have spillet en meget central rolle i medierne," forklarer Nørgaard og afliver altså til dels forestillingen om de gode gamle dage.

Pressens joker
Kulturstoffet er dog alt i alt en ambivalent størrelse på redaktionerne, forklarer Nete Nørgaard.

I det interne redaktionelle hierarki står kulturjournalistikken lavest, og kulturstoffet når kun sjældent avisernes forsider.

Samtidig står netop dette stofområde helt centralt i avisernes profilering i forhold til konkurrenter og andre medier. Det betyder også, at det er avisens kommercielle interesser, der bliver bestemmende for, hvilket kulturstof der får spalteplads, for dækningen af forskellige kulturområder er nøje afstemt med avisens læserprofil.

Kritikken
Det er særligt den kritiske og dybdegående kulturjournalistik, der er blevet efterspurgt fra flere sider, blandt andet af Jacob Fabricius, der ud fra personlig erfaring har sammenlignet den danske og svenske kulturjournalistik - til svenskernes fordel.

Nete Nørgaard medgiver, at der i det sidste nedslagspunkt i analysen, i artiklerne fra 2008, viser sig en begyndende tendens til færre anmeldelser. "Der er ved at ske noget på det her område lige nu," siger hun og uddyber, at der er en stigende forbrugsorientering i stoffet.

På mediernes præmisser
En anden bemærkelsesværdig forandring ser hun i kulturjournalisternes faglighed.

"For tredive år siden var der tradition for, at det var folk, der var kunstfagligt uddannede. I dag er det i stigende grad journalistuddannede. Nu handler det om at kunne formidle på mediernes præmisser i stedet for nødvendigvis at have en tilbundsgående viden om feltet."

I forlængelse heraf understreger Nørgaard, at de forandringer, der kan spores, ikke nødvendigvis er begrænset til kulturstoffet. De reflekterer, hvad der sker i journalistikken som sådan.

Al magt til www!
I årevis har forskellige stemmer varslet den trykte presses død, og den spådom luftes også blandt publikum denne aften. Der er bred enighed om, at kulturjournalistikken får et vigtigt supplement fra netmagasiner og blogs, der fungerer på helt andre præmisser end dagspressen.

"På nettet er der jo folk, der bruger tre sider på at skrive vildt passioneret om noget, de virkelig brænder for. Det er der, de mest interessante skriverier om samtidskunst er lige nu," lyder det fra en af tilhørerne, som fortsætter:

"Men så er der det paradoks, at hvis der kommer en halvlunkent interesseret journalist fra Politiken og giver en udstilling tre stjerner, så får du 500 flere besøgende."

Trods undersøgelsens facts, sad en del af de fremmødte tilsyneladende stadig med en følelse af, at forfaldshistorien er berettiget. Debatten sluttede dog med et optimistisk håb om, at man vil kunne bevare den engagerede, faglige kulturjournalistik på de internetbårne medier.