Krig er kondenseret destruktivitet, roden til alverdens sorger og traumer, afskeden med det menneskelige i mennesket. Krig viser, hvor svagt mennesket virkelig er, og dermed også, hvor stærke ideologierne for krig er. Tænk bare på, hvor stiltiende vi anerkender de politiske argumentationer for krig her i landet!

BKS Garagen på den gamle Carlsberggrund huser så at sige vigtige udsagn i disse dage, hvor vi runder syvåret for invasionen i Irak.

Krigens realitet
At udstillingen profileres som "den første samlede udstilling herhjemme for en ny antikrigskunst," vælger denne anmelder dog at se som en politisk korrekt forenkling. Det samlende udsagn for de 24 danske og udenlandske kunstnere er snarere:

'Krig er en dyster realitet, vi må forholde os reflekteret omkring', og der hvor udstillingen løfter sig over den allerede konstituerede holdning i den politiske kunst er netop i forsøget på at blotlægge og erkende krigens komplekse væsen – ikke afstanden.

Umenneskelige forhold og forkastelig administration af medmennesker fordrejet til lovmæsigheder fra øverste sted. Krigens fordrejede logik i kondenseret form.

Facebomb og YouTruth
YouTube, Facebook, Twitter og deslige platforme for information og billeddannelse spiller helt naturligt en central rolle på denne udstilling af 'samtidige refleksioner over krig'.

Særlig godt behandlet i Eva La Cours Autoetnography, der som titlen antyder lægger et kritisk blik på den selvbestaltede virkelighed, som præger nutidens medier og de nye fora på nettet, hvor identitet er noget der konstant forhandles og dermed er præget af en flygtig form for virkelighed. Her iscenesat med historien om iranske Neda, der som resultat af Facebook-forvekslinger pludselig erklæres død i verdenspressen.

Samtidig rummer flere af udstillingens værker en stor mængde af håndholdte optagelser fra nutidens krigszoner og understreger, at YouTube er blevet både en enorm magtfaktor og et vigtigt kritisk talerør for både soldater og lokalbefolkning.

Erindringer om en krig
Særligt to værker indeholder de refleksioner og den dybde, der tegner udstillingen i sin helhed.

I amerikanske Audrey Chans videoværk, Boomerang fra 2006, er det mindesmærkets dobbelte italesættelse af dels hæderen og skammen, der får ekstra historisk kant med Vietnam-krigens skamfering af den amerikanske stolthed og den aktuelle Irakkrigs rystende virkelighed og potentiale til at gentage den historie.

Den fortælling får fremragende medspil fra our death/their lunch fra 2006 af Flaka Haliti (Kosovo/Tyskland). Det dobbelte videoværk fortæller historien om et band i Prishtina, der beslutter sig for at bruge deres kunstneriske stemme aktivt til en mindekoncert for ofrene i Kosovo-krigene. På skærmen overfor oplever man så de meget private reaktioner fra familien til forsangeren i bandet. Kunstens profitering på nød og lidelse diskuteres højlydt og empatisk, og som beskuer står man pludselig konfronteret med en meget reel problematik omkring kunstens engagement i en højere sag.

Konsensusknappen
Det er disse værker, der hænger ved, hvorimod de heldigvis få værker, der gentager anti-parolerne, passerer gnidningsløst gennem bevidstheden.

Værkerne henviser måske til en generel krigs-fordærvelse og et tab af uskyld, men supplerer ikke med den flertydige dybde udstillingen ellers manifesterer.

Når det så er sagt, er der ingen argumentation for ikke at se CRW–Contemporary Reflections on War, medmindre du stadig ikke vil erkende, at du er indbygger i en krigsførende nation!?