Udstillingen smitter med en behagelig indre ro og byder sig til med en ydmyg holdning til emnet. Generelt afholder kunstnerne sig fra at komme med definitive eller autoritative udsagn om kosmos, og det klæder udstillingen.

Mennesket er en meget lille del af kosmos i de fleste værker. Mest konkret i Rikuo Ueda's opstilling, der lader vinden og andre påvirkninger skrive en side i en bog om dagen. Beskueren tildeles rollen som stille vidne i langt højere grad end som fabulerende publikum.

Arbejder med lyset
Der er en del værker med diodelys, og de fænger på en snigende måde. De lokker beskueren ind i værket, så man næsten forsvinder i en vision, hvor tiden står stille.

Steffen Tast's værk med små lys, der danner henholdsvis kaos eller orden, alt efter hvor man befinder sig i rummet, kan sætte spørgsmål ved om kaos i virkeligheden slet ikke findes, men kun skyldes vores måde at se.

Viel Bjerkeset Andersen har et vægmaleri i hvide nuancer og små gennemsigtige plasticfirkanter, der er sat vinkelret på væggen og skaber et billede af lys og skygge.

Man ser en figur, der kun er skygge. Det er visionært, intelligent og det er bare godt! Det er ligesom hovedparten af værkerne mere en poetisk kommentar til emnet end et svar på livets spørgsmål.

Fra afmagt til betydning
Den gennemgående ydmyghed lokker beskueren ind i værket, og man kan næsten forsvinde i mangel af egen betydning.

Det er derfor befriende at komme til Kim Grønborgs store installation med lys, billeder, forhæng og spejle og ikke mindst en bragende lydkulisse.

Med sine påtrængende virkemidler kunne værket fremtræde som en kaotisk modsætning til de øvrige værker, men værket virker tværtimod som en velgørende supplerende forlængelse.

Her bliver man som menneske på en overordentlig kropslig måde en del af et univers, som man ganske vist ikke begriber intellektuelt, men som man i det mindste kan mærke.

Lander alligevel på benene
Udstillingen byder dog på et par svipsere.

Hvor de fleste af udstillerne udmærker sig ved at levere åbne, poetiske fortolkninger, som giver plads til at beskueren kan sætte sin egen fantasi i sving, giver Astrid Kroghs lysmobile Circle Light ikke meget fra sig.

Værket bader sig i en lettere irriterende religiøs symbolik, idet det vil symbolisere en universel og ´hellig´ geometri.

Og helt galt går det, når udstillingsarrangørene vil `supplere` udstillingen med naturvidenskabelige fotografier.

Dels er de kluntet anbragt og forvirrer oplevelsen af Peter Mcleish, hvis værker er placeret i forlængelse af ophængningen.

Dels truer de med at ødelægge helheden, fordi de vil give konkrete svar i stedet for at formidle poetisk forståelse.

Men med mange værker, der hver især dokumenterer konceptuel rafinesse, innovationsrigdom og en bevidsthed om, at vi i grunden ikke ved meget om kosmos, bliver udstillingen trods alt en stor oplevelse.

Det blev til flere timers oplevelse, fandt jeg ud af bagefter.