| Augusta Atla med sit værk under publikumsbaskeren Til Vægs på Kunsthal Charlottenborg. (Foto: Tobias Happel) |
e-mail udskriv rss
|
Christian Have til kunstnerne: ”Tænk strategisk!”
4. nov. 2009 [Interview] Christian Have, direktør for Have PR, er en glad mand, der lever af at arbejde med kunst- og kulturformidling. Og ifølge ham sker kommercialiseringen af kunst- og kulturlivet, uanset hvor højt det venstreorienterede akademikerkorps kritiserer fra sidelinjen.
Af Pernille Rom Bruun
Fifteen minuttes of fame Christian Have tager imod mig i Have PR's residens i en smuk rød Frederiksberg-villa. Der er højt til loftet, gang i tastaturerne og en uformel og indtagende stemning. Have er afslappet klædt med løsthængende mørke krøller og et indtagende smil. Christian Have er tidens kreative mand, bevidst om sin fremtoning, der matcher det produkt, han skal sælge. Vi er begge klar over, at kulturlivet lider under et massivt politisk og økonomisk pres, hvor man må træde i karakter for at få et par minutters sendetid. Have skænker en kop te op: Christian Have. Pressefoto ”Man kan sige, at alle kunstnerne har fået konkurrence fra en befolkning, som før i tiden var passive og nu er aktive. Før i tiden var det kunstens folk, der stod på scenen eller skabte på forskellige platforme. Nu ser vi det ultimative anarkistiske oprør fra den store befolkningsmasse. Alle ønsker femten minutters berømmelse, alle ønsker at være på, og alle kan komme på. Vi bliver fodret med Andy Warhols citat i reality shows og Vild med dans. Denne illusion og drøm, der bliver fortolket i dette hav af shows, ligger hos ethvert menneske.” Et opråb til kunstnerne Have PR er en selvkørende virksomhed med en mand i førersædet, der forstår at afstemme sine idéer til kulturens tendenser, og gerne parrer de til tider uafhængige størrelser: kunst og erhverv. Vi skal gøre kunsten synlig og bringe den op fra de traditionelle skyttegravspositioner, hvor kunstens og kulturens akademiker-elite ser erhvervsliv og virksomhedsbranding som skældsord: ”Generelt synes jeg, at kunstnere har haft sværere kår med at gøre sig synlige de sidste ti år. Man har ikke set den samme sympati og bevågenhed for kunsterne. Når jeg siger, synlighed er vigtigt, så er det egentlig et opråb til kunstnere om, at hvis man ikke er synlig, så vil man have problemer med at afsætte sine værker eller få den karriere man ønsker sig. Synlighed er et værktøj og et middel til at opnå de ting, man gerne vil - nemlig at nå ud til et publikum og komme til at leve af sin kunst.” Hvad med vækstlaget? Man ser for tiden, at de kunstnere, som formår at ramme den oplevelsesøkonomiske diskurs, høster den gode omtale og dermed synlighed i mediebilledet. Her kan garvede drenge som Olafur Eliasson og Jeppe Hein boltre sig på kunstens bonede gulve. Men hvad med vækstlaget? Og de nyudklækkede og dem der ikke skaber kunst der passer til markedet? Christian Have opfordrer til, at vi tænker ud af boksen: ”Hvordan skal du overhovedet navigere som ung kunstner i vækstlaget? Der må man tænke i nogle andre baner end de traditionelle baner og medieplatforme. Kunstnere der kun vil omtales i Information og Weekendavisen, eksisterer højst sandsynligt ikke om fem, ti år. Der eksisterer næsten slet ikke kulturskribenter i de blade mere." Et view over debatten på ART COPENHAGEN, hvor Have debaterede med kunstneren Kristian von Hornsleth og udvalgsformand Elisabeth Toubro fra Statens Kunstråd. (Foto: Solveig Lindeskov Andersen) Man er ifølge Have nødt til at søge andre steder hen, og her er det vigtigt, ikke at tænke reaktionært som: 'Det er også for dårligt at Danmarks Radio har sådan en dårlig kulturdækning'. "Ja, det er det, men det bliver ikke bedre. Man kan bruge ufatteligt meget tid på at skælde ud over at tingene ikke er, som man gerne vil have de skulle være. Istedet skal man tænke på, hvad man selv kan skabe. Kan vi selv skabe nogle nye medier og platforme eller bruge nogle af de platforme, der allerede er? Den udvikling vi ser nu er større, end vi kan overskue," advarer Have. Originalitet er kunstnerens 'sellingpoint' KUNSTEN.NU havde et seminar i Kødbyen i foråret, som handlede om kunst og oplevelsesøkonomi. Debatten forsøgte at opløse barrierer og skabe dialog imellem kunstnere og erhverv. Men hvordan kan vi nærme os hinanden? "Jeg var den første, der arbejdede med kultur og erhverv helt tilbage i 1984, og jeg har aldrig oplevet en virksomhed, der ønskede at gå ind og bestemme over en kunstnerisk proces eller en kunstner. Tværtimod. Jeg ser en langt større problematik imellem kulturliv og det politiske niveau, for der ser jeg armslængdeprincipper, der bliver hugget af op til skuldrene," understreger Have og uddyber: "Man skal naturligvis ikke give køb på sin kunst, for det er den, der er unik. Jeg anbefaler ikke, at man sælger ud, når man skal være synlig. Jeg anbefaler, at man bevarer sin originalitet, men lærer det, man kalder, mediesprog. Hvad er det for et sprog, man skal tale eller sælge sig videre på? De fleste kunstnere er eksperter, der hvor de er. Men at tage værket ud i det næste led, det er svært”. Det er ifølge Have ikke et spørgsmål om enten eller. (Foto: SXC.hu lusi/ RAWKUS) Kunstnere skal tænke strategisk Også mediernes kulturstof og kunstkritk er blevet nedprioriteret de sidste fem-ti år. Endnu et problem for kunstens synlighed ifølge Have: "Kritikken har det ikke godt. Den bliver ikke prioritet. Hele historikken og dramaturgien i en anmeldelse har undergået en forandring. Nu er det et spørgsmål om hatte, stjerner og konformitet. Den kritik, vi kender, er under defensiv udvanding." konkluderer Christian Have. Igennem interviewet med Christian have er det blevet slået fast, at synlighed er en forudsætning for gode chancer på markedet. Men hvad kan vi gøre, for at få den saglige kunstkritik tilbage? "Jeg mener, at kunstnere skal spørge sig selv: 'Har vi brug for kritikken i det her mediehav, hvor enhver mening er lige god?' Jeg mener ikke, kritikken er lige god. Der er er noget, der hedder faglige kvalifikationer, som vi har prøvet at eliminere. Jeg synes, vi skal have smagsdommerne tilbage, jeg synes, vi skal have kritikken tilbage," lyder det fra Have, der mener, at det kræver en fælles indsats fra kunstnerne. "Det kræver, at skuespillere, koreografer, billedkunstnere, forfattere og så videre sætter sig sammen i tolv timer som i Det Sixtinske Kapel og bliver enige om, at det er det, vi vil ha! Så sender de et signal til medier og politikere om, at det her område er vigtigt. Men det skal komme fra kunstnerne selv. Og ja, kritikken er vanvittig vigtig, for at medierne ikke kun bliver en markedsførings-stemme, der dikterer kulturlivet." Den opfordring lader vi stå lidt...
|
Kommentarer (35)
Skriv en kommentar
|
|
Modtag vores gratis nyhedsbrev
|
|
|
 |
Kunsten at grine i kor
20. okt. 2009 [Anmeldelse] Jeppe Heins udstilling Sense City på ARoS gør det lattervækkende at se på kunst. Læs mere
|
 |
Kunststøtten lander mellem to stole
11. sep. 2009 [Debatindlæg] Statens Kunstråds rolle er at rådgive Kulturministeriet. Men rådets handlingsplaner bliver ikke respekteret, og det går ud over vækstgrundlaget. Læs mere
|
 |
Det er ikke enten eller
8. sep. 2009 [Interview] Uanset hvor succesrigt samarbejdet mellem kultur og erhverv er, må vi aldrig slippe støtten til kunsten. Læs mere
|
 |
”Samtidskunstens potentiale er kæmpe stort i Danmark”
2. sep. 2009 [Interview] Samtidskunsten savner spillerum og museer med vovemod, mener Akselbo. Læs mere
|
 |
Kunstkritikerstanden er en konsensusklub!
28. aug. 2009 [Debatindlæg] Kaspar Bonnén savner engagement og ansvar fra de danske kunstkritikere, der i hans øjne ikke er ambitiøse nok. Læs mere
|
 |
Energien i det alternative
26. aug. 2009 [Interview] Signe Vad kuraterer alt_cph med fokus på energien i det profit-frie initiativ. Læs mere
|
 |
"Vi lever ikke af ånd alene"
1. apr. 2009 [Interview] Akademistuderende, kunstner og boligstylist Mette Helena Rasmussen bryder med en kulturarv, hvor kunstneridentiteten ikke må være kommercielt orienteret. Læs mere
|
 |
Kunsten at gå på to ben
12. mar. 2009 [Interview] Nyuddannet kunstner Christian Elovara Dinesen fortæller om, hvor svært det er at balancere økonomi og integritet. Læs mere
|
|
I en verden hvor enhver kan blive reklamemand er det vigtigt at opnå synlighed. Faktisk virker det som om at det er ret meget vigtigere end på hvilken basis man opnår denne synlighed.
Brug dog egen kreativitet til at prøve nye grænser i det offentlige rum. Gør noget andet end du plejer, og kan du ikke selv, så find sammen med nogen der kan. Gå på tværs af kunstneriske evner. Gør noget I aldrig før har gjort. Feks kan I stoppe med at tænke traditionelle tanker om kultureliten og de offentlige midler. DET tog er kørt forbi, og det ser ikke ud til at vende tilbage. Tag ikke fejl af mig. Jeg er selv fattig kunstner og tidligere indehaver af reklamebureau, så også jeg ska opfinde en ny type tallerkener!
Det handler om at være usynlig og turde gå vejen alene og trodse tidens trend og retninger her & der.
Kunstens største funktion, ja kunstnerens rolle, er at være usynlig og skabe en anden verden, hævet op over alm ligegyldighed og samfundets krav og trend.
Sagt dermed at en kunstner skal bruge sin energi på sit eget univers og værne om den og så må publikumet samfundet, finde vejen frem til denne kunstner og om ikke så forandre sig i at nå til denne yperste kunst.
Det handler om at samfundet, politiken m.v. skal indordne sig på kunstnens suveræne vilkår og intet mindre.
vh Peter L
Det jeg hører Christian Have sige er, at kunstnere skal fokusere mere på virkeligheden omkring sig - altså ikke være indadskuende, men udadskuende. Således at skabelsen fokuserer på den virkelighed, hvor økonomien og villigheden til støtte afventer kunsterens egen henvendelse. Det giver god mening, når kunstens evne til irrationelt at føre tankerne et andet sted hen sættes i arbejde for miljø, overlevelse, uddannelse, ny nødvendig teknologi osv. - to think outside the box for the betterment of all concerned - men det bør være ganske frivilligt. Kunstnere er jo som andre mennesker; de vokser af dét, der lykkes for dem. Og deres vækst som mennesker, personligt OG indlejret i deres kunst, er OGSÅ til nytte for samfundet og for andre mennesker.
Men kapitaltanken - den korteste vej mellem indsats og afkast - regner (måske som bekendt?) stadig ikke det enkelte menneske for noget.
Jeg synes debatten bekræfter nogle meget klassiske positioner som Peter L siger det: "det handler om at samfundet, politiken mm. skal underordne sig kunstens suveræne vilkår og intet mindre". Come on, det er et krav som for det første er helt urealistisk og for det andet ikke gavner en saglig diskusion. Selvfølgelig behøver kunsten fortalere, beskyttere, anmeldere- det er dem der er med til at gøre den "synlig", vigtig og prioriteret i samfundet. Hvis en kunstners værk ikke får omtale, vil det ikke blive hørtb derude. Det er et vilkår som gælder på alle fronter i samfundet. Man skal huske på, at Chrsitian Have lever af at formidle kunst og kultur, ikke af at skabe den. Det er kunstnerens job. Hvis man mener, at ens værk kan tale for sig selv, uden nogen form for eksponering, er det fint. Der er ikke nogen der prøver at trække en pr-hat ned over kunstneren. Efter min mening, må kunsten aldrig blive sekundær i forhold til rammerne for den. Måske er det et spørgsmål om, man som kunstner, ønsker at se sit virke som et erhverv?
Kunstneren skal kunne arbejde så frit som overhovedet muligt. Og det betyder ikke uanede midler eller uanet med tid, men at det omgivende samfund har interesse i at blive udfordret og/eller forholde sig til objekter og tanker af meget høj kvalitet.
Hvordan denne interesse gør sig gældende er for mig komplet uinteressant - blot den rummer oprigtig interesse og ikke har økonomien som udgangspunkt eller mål. jeg laver det jeg synes er vigtigt, og tilbyder det derefter til mit samfund. Hvis de ikke vil have det, bliver det så uvigtigt for mig? Er jeg ikke min egen mand?
Hvis samfundets mennesker kun vil have den kunst, der fremstilles på salgets forudsætning, vil samfundet få lige så megen stor kunst, som der er stor kunst på TV.
Værsgo at skylle!
"Brug dog egen kreativitet til at prøve nye grænser i det offentlige rum. Gør noget andet end du plejer, og kan du ikke selv, så find sammen med nogen der kan. Gå på tværs af kunstneriske evner. Gør noget I aldrig før har gjort."
Jamen det er da helt rigtigt, -- men det eneste du får ud af det, er at nogle hugger dine ideer og søger og får et par hundrede tusinde hos statens kunstfond. Gå ud i det offentlige rum jovist, -- der ser du små forkølede eller når det går højt, finurlige dimser de fleste kopi varer importeret fra storbyer hvor de duer til noget. - Eller mener du "gå ud og mal Graffiti" ? Fordi mener du Gadekunst, vil de alle se det som Graffiti, selvom det er gadekunst, selvom det er totalt anderledes end Graffiti ender du bare op i en diskution om Tags og hærværk.
Så hvad mener du med at "gå ud i det offentlige rum" ? Somom statens fonder samt private, ikke i årevis har meldt ud med den floskel -- hvad er der så kommet ud i det offentlige rum ? Noget fortænkt der skal erstatte den rigtige gadekunst som ikke er fin nok for akademikerne ?
Du ved jo sikkert at der faktisk findes en livskraftig og levende gadekunst, som intet har med Graffiti at gøre --- det har der været i mange år, men den passer nok ikke med akademikernes forestillinger, den kan ikke hænges op på væggen over sofaen og den kan ikke sælges via nogle af Christian Have's råd -- den passer slet ikke ind i nogle af kasserne og skal du sælge den, kræver det et fint C.V. Så selvfølgelig er det den kunst, der ingen støtte får, som kunstnerne selv må finde modet til at sætte op i det offentlige rum. som opfylder alle de krav der stilles om innovativ tanke, om anderledes og unik, om kunstnerisk ligegyldighed angående det kommersielle. Er det virkelig den kunst vi skal vise, -- det kan man aldrig leve af.
Jeg tror man kan sige, at kunst der modtager offentlig støtte, eller kunst der er kommerciel (støttet af noget kommercielt), ofte vil være uinteressant kunst i fremtiden.
Den interessante kunst er betalt af kunstneren selv, selvfinancieret. Det vil være det eneste rum, der giver rimelige arbejdsbetingelser for en kunstner i fremtiden. Rum er jo ikke bare rum .. . Rum er defineret af en lang række parametre, og rummet påvirkes af de andre der har andel i det. Autonomi er en forudsætning for god sober kunstnerisk forskning og udvikling, det er netop det, der adskiller kunstens rum fra fx universiteternes (de forsker med erhvervslivet som medspiller) eller produktionssystemets rum, og nu også det statsstøttede politiserede rum.
Jeg tror skellet imellem fri ustøttet kunst, og kunst der laves i "støtterum" (incl. kunst støttet af andre end staten !), vil blive tydeligere og tydeligere. Det er sikkert herfra den nye "tydelighed" skal komme, det er herfra skellet imellem kunst og ikke-kunst vil vise sig i fremtiden, det føler jeg mig inderst inde absolut overbevist om.
KH
Jørgen Hedegaard
Take your passion, and make it happen !
dennidennis.com
-"Uformel og indtagende stemning"
-"Afslappet klædt med løsthængende krøller og et indtagende smil"
Bræk!!!
Ideen om den ensomme kunstner, der udelukkende skaber for sin egen skyld, giver ikke så meget mening, da konteksten altid vil være, at der skabes i en verden af mennesker.
Hvis man har noget på hjerte og skaber kunst på denne baggrund, så er det et grundvilkår, at der er nogle modtagere udenfor ens egen lille verden.
Og denne artikels tema er i denne forbindelse et praktisk skridt, der gør, at man som kunstner også får løn for dette arbejde, og dermed tid til fordydelsen.
Man kan vel sagtens i nuet arbejde uden at tænke på de andre, eller være så meget det man skaber, at man simpelthen glemmer at det virker mærkeligt hvis ikke der er penge i det, Jeg har da oplevet det et par gange, --- når det er overstået er det jo slut, så er værket komplet irelevant. Hvis så det har tilpas kvalitet, det ødelægger da ikke fordybelsen.
Det kan da godt tænkes at min genbo tænker sådan, jeg gør det ikke. Det virker at der er meget fokucering på "mig" i det Have siger, men det har intet med fordybelse at gøre, og intet at gøre med min attitude med det jeg skaber.
Peter L har fat i essensen af det kunstneriske virke. At kunstneren må bruge sin energi på sit eget univers og så må publikum indfinder sig og om ikke så forandrer sig for at nå denne ypperste kunst.
Hvorfor skal kunstneren lære eller nærmest tvinges til at stille sig op foran kunstværket og gøre sig såkaldt synlig. Det skabes der ikke kunst ved, med mindre kunstneren da hænger direkte sammen med værket, som det fx ses i nogle af Uwe Max Jensens glimrende kunstmanifestationer.
I øvrigt ville der slet ikke være plads til alle kunstnerne på første parket. Tænk lige på hvor meget Jeppe og Olafur fylder. Og jeg gider ikke se, hverken flere ’bagom kunstneren’ tv udsendelser eller ’kunstner reality’ shows. Jeg vil bare se kunst.
Stod det til Christian Haves visioner, tror jeg aldrig, man havde set Van Gogh eller i dag hørt John Anthony Gillis.
Den kunstneriske virke er vel nærmere, et hjælpeløst forsøg på at undgå at drukne i den totale socialitet, som man under alle omstændigheder alligevel tilhører, end det er et forsøg på at hæve sig over det merkantile?
Tværtimod har jeg indtrykket af, at folk står på hovedet for at komme ud over scenekanten. Der er dog lige den hage ved synlighed, at du skal være berømt, før du får den ...
Ingen journalister gider skrive om folk, der ikke er kendte i forvejen. Så jeg ville kunne stille mig nøgen op på Rådhuspladsen og skære halsen over på mig selv, uden der var nogen, der ville tage notits af det, for jeg er ikke berømt. Derimod kan folk, der allerede er en del af mediebilledet, få meget opmærksomhed for væsenligt mindre – de behøver blot at anlægge en ny havedam, og wham, så kan man ikke se dammen for den kødrand af fotografer, der står omkring den. Så det store spørgsmål er: “Hvordan går man fra at være usynlig til synlig? Hvem er det, der skaber hypen og synligheden? ... og hvordan navigerer man i det landskab?”
Det kunne f.eks. have været rigtig interessant, hvis Christian Have havde analyseret anatomien bag berømmelsen. En redegørelse for, hvordan TalR – der ikke ville kunne holde på en pensel om så hans liv afhang deraf – har nået den berømmelse (og indtægt) han har, kunne have været rigtig interessant. Jeg har spurgt mange på min vej, og alle ryster blot på hovedet og siger: “Det er også en gåde for mig.” Måske Christian Have har et godt bud? Det kunne i hvert fald være spændende at høre.
Som kunstnere er vi nok tilbøjelige til at fortabe os i vores egen verden (og det SKAL vi jo også – ellers har vi ikke noget at byde på og kan lige så godt blive butiksassistenter), og jeg tror, en del af os godt kunne bruge lidt vejledning i, hvordan man omgås verden “derude”, og hvilke mekanismer, der virker i den - hvilket jo også er Christian Haves pointe, men det ville ikke have skadet, hvis han havde været mere konkret. Så bare kom med det Christian!
Hvad mener du helt konkret skal til for at man gøre sig synlig?
Forøvrigt kan man sagtens leve af at være skkabende billedkunstner uden at gøre sig synderlig synligt i medierne for at leve af det!
En god ide er, at være flittig i den direkte kontakt med kunden.
Medieomtale er ikke altid ensbetydende med stor salg!
mvh
Christel Maria Nolle
Herudover er det jo ret tankevækkende, at både PR folk, forlag, trykkeri, trælasthandel, farvehandel, gallerier, museer, biblioteker, kulturhuse, transportfirmaer, forsikringsselskaber, investorer og mange flere kan/skal kunne tjene penge på kunstneres tid, kreativitet, inspiration og oplevelse af vores værker....enten gratis eller for et engangsbeløb, hvis/når det blive solgt........
Men glæden ved at kunne skabe noget, på basis af egen fantasi og tanker , som efterfølgende kan blive en positiv oplevelse for andre, gør at det er alt værd, uanset om man kommer i medierne..... men nu flere der gøres opmærksom på værket, des bedre.....det er da klart!
Se blot mit COP15 KlimaVartegn, som fik lov at stå på Vartovpladsen i to uger, uden at mit navn blev nævnt i forb.m. klimakunst i København. Havde det f.eks. været nu afdøde Jens Jørgen Thorsens værk, ville det havde været på forsiden af alle morgenaviserne...og meget mere:
http://www.climatebottom.dk/da/klimavartegne
http://www.climatebottom.dk/da/reportager
http://www.kulturarv.dk/verdensarv/kandidater/stevns-klint/
Men sådan er spillereglerne i Janteland, med de for os usynlige smagsdommere i kulissen, eller hvor/hvem nu end det er, der bestemme, hvem der er interessant nok?
Op med humøret, Kunstner, og stol på, at det du kreerer er super godt...
Men hvor har du ret. Min oplevelse er dog, at kritikerne er erstattet af jurnalister som i mangel af inspiration, vælger de samme og samme, fortæller samme historie igen og igen. Og derved ser vi nogle kunstnere der fornyer sig meget lidt, blive refereret for koncepter der forlængst er overhalet.. Hvad angår kvindelige kunstnere er de næppe i anden række i dagbladenes kunst anmeldelser, men det er trælst at se for 72 tyvende gang, at nu har en bestemt kunstner malet sin dør, udsendt en lille pamflet eller sat en potteplante op istedet for en gyngestol. På det område jeg fokuserer, er det ligeledes trælst at læse hvordan en kunst art beskrives kollosalt levende, jævnt hen udæskende og politisk udfordrende, --- og så se de samme to- tre kunstnere der i realiteten stoppede med den retning for år tilbage blive refereret hver gang, igen og igen, uden at vi får at se den flyvende udvikling og den offentlige nødvendighed, som andet end gentagelser af år gamle små historier.
www.ArtWanted.com/PC