Bevæbnet med tre spørgsmål besøger jeg Kunsthal Charlottenborg dagen inden ferniseringen af de studerendes afgangsprojekter.

Hvad er kunstnerisk værdi?

Hvordan ses det i dit værk?

Hvilke tanker gør du dig om positionen som nyuddannet kunstner?

Svarene på mine spørgsmål viser sig at blive lige så forskelligartede som udstillingens værker. Men ordene forbliver dog alligevel indenfor den samme ramme – en ramme af bevægelighed og handling, hvor værdi viser sig i processen, i produktionen og i oplevelsen. Vi får her et billede af kunstens værdi indefra, nemlig fra dem der producerer den.

Bevægelse frem for stilstand
Midt i virvaret af travle unge kunstnere, håndværkere og andre hjælpende assistenter, møder jeg Rusudan Melikishvili som den første kunstner på min vej. Hendes projekt er afsluttet og ophængt, og hun har derfor tid til en lille snak.

Melikishvilis afgangsprojekt fortæller om kroppens udvikling fra fødsel til død. Selvom projektet nu er færdigt og sat i ramme, så er det processen, der optager hende mest.

”Det er ikke så meget selve resultatet, men derimod processen, jeg interesserer mig for. Bevægelsen fremad er vigtig, og det er der, jeg oplever en form for værdi,” forklarer Melikishvili om kunstens vigtigste egenskab for hende.

Historien skrider altid fremad
Melikishvilis kunstneriske virke er ligeledes fremadskridende. Kapitlet, der omhandlede akademiet, er nu slut. Efter syv år i skolens trygge rammer frygter hun dog ikke fremtiden:

”Skolen har været en del af én slags kunstnerisk arbejdsproces, og nu begynder så en helt anden proces udenfor akademiet, som jeg glæder mig meget til,” afslutter Melikishvili.

Mennesket kan ikke deles i to
På min videre færd gennem udstillingen støder jeg nu på Søren Assenholt, der forsøger at ordne et par sidste tekniske problemer. Hans projekt rummer flere forskellige elementer, som han alle selv har produceret, hvilket understreger hans generelle kunstsyn.

”Jeg tror på, at der må være et helt menneske tilstede, så man ikke splitter ide og produktion ad. Det er som om, man ofte glemmer, at der er noget, der hedder erfaring via krop. Jeg har ikke noget i mod at italesætte tingene som nu, men der er en dialog, der bliver glemt – en form for kropslig dialog,” forklarer Assenholt.

Vi skal bruge vores hænder
Han har som en del af sit afgangsprojekt Transport Exchange Passage besøgt kunstakademiet i Congo for at lære at hugge skulpturer og relieffer. Hele opholdet er filmet og vises også i udstillingen. Det håndværksmæssige er en meget vigtig del af kunstproduktionen hos Assenholt.

”Man ser mig stå og gøre tingene. Ændringerne sker undervejs, og der er ikke en konceptuel ide, der bare skal udføres. Det hele er vævet sammen, og det er enormt vigtigt for mig,” understreger Assenholt.

En anden ting, der også er vigtig for Assenholt, er at kunne klare sig økonomisk på 'den anden side' af akademiets vægge, hvilket betyder, at værker skal omsættes på den ene eller anden måde. Men her er Assenholt en smule forbeholden, selvom han gerne ville leve udelukkende af sit kunstneriske virke.

”Jeg er positiv men også skeptisk, for jeg laver ikke kunst, der er nemt at sælge. Det er lang tid siden, jeg har taget det opgør. Jeg kan stadig godt putte ting i rammer, men ikke primært for at det skal sælges,” fortæller Assenholt.

Sanserne skal aktiveres
Den sidste kunstner, som jeg møder på min vej gennem afgangsudstillingen, er Sonja Cicilie Rendtorff Akulinin. Oplevelsen, som et møde mellem værk og beskuer kan frembringe, er ifølge hende den væsentligste kunstneriske værdi. Hun har skabt værket F, der består af både rum og lyd.

”Ud fra en tro på at kunst rummer mulighed for at kreere kritiske rum, oplevelser og erfaringer, har jeg med dette projekt forsøgt at opretholde adskillige indgange til oplevelsen af værket, som eksemplificerer 'forskel'. Gennem arkitekturen og de forskellige lydspor, forsøger jeg at opbygge en 'suspense' af tvivl - en usikker helhed i oplevelsen,” forklarer Akulinin.

Akulinin er optaget af forskellige overlapninger, en proces der også afspejler hendes position lige nu.

”Det er på en måde en flydende overgang, for jeg har gang i en masse projekter lige nu. Økonomisk bliver det en kæmpe udfordring med at få både tid og råd. Men det bliver alligevel spændende at miste sin status som studerende, så man kan skabe på en mere naturlig måde,” afslutter Akulinin.

Værdi gennem deltagelse
Jeg vandrer lidt frem og tilbage i udstillingen for at samle de tre forskellige kunstneres udsagn og undrer mig over, om der i grunden er en fællesnævner i disse meget forskellige svar.

En ting står klart for mig; kunstens værdi kan ikke nødvendigvis italesættes, den skal opleves. Og det kan både være i processen, i produktionen eller i mødet med det færdige kunstværk. De tre afgangselevers tilgang til kunsten er aktiv, og de er således medaktører i kunstens værdisættelse ved selv at deltage.

HVAD ER VÆRDI FOR DIG I KUNSTEN?
GIV DIN KOMMENTAR I FELTET NEDENFOR