Den uundgåelige usikkerhed
I alt 11 installationer danner ramme om den globale gruppeudstilling, som for tiden huses i Aarhus Kunstbygning.

Kunstnerne Lucia Nimcova, Agnieszka Polska, Nandipha Mntambo og Lara Baladi fra henholdsvis Slovakiet, Polen, Swaziland og Egypten tager kampen op med arven fra deres respektive kulturhistorier og politiske regimer.

Igennem deres personlige kunstneriske udtryk forsøger de at tilnærme sig fortiden - for at vise os, at en sådan søgen tilbage altid vil bære præg af uvished, idet vi ikke kan vide, om det er den 'sande historie', vi finder.

Censurens brudlogik
I Lucia Nimcovas installation Double Coding præsenteres en række videoklip fra i alt 40 film - lavet i årene 1968-1998 af slovakiske instruktører.

Denne periode var præget af en voldsom og inkonsekvent mediecensur. De film, som slap igennem censurens fintfølende nåleøje ét år, risikerede at blive underlagt censur det næste. I værket har Nimcova klippet de mange fraklip sammen i en ny sammenhæng.

De korte filmfragmenter afbrydes abrupt af nye klip og andre kontekster. Dermed demonstrerer videoen ikke blot den brudte kronologi, censuren altid indlejrer i et værk, når den ændrer det filmiske forløb - værket præsenterer tilmed en helt ny fortælling om Slovakiets fortid.

Filmklippene viser de manglende brikker, som datidens mennesker ikke fik at se, men spørgsmålet er så, hvilken mening vi i dag kan udlede af Nimcovas værk?

Gætværk over gamle dage
I filmen er klippene netop præsenteret som brudstykker og udenfor deres oprindelige kontekst.

Dermed er kunstnerens nyfremstillede videoværk nøjagtig lige så fragmenteret og omgæret af usikkerhed som fortidens censurerede film. Den fremviser ikke nødvendigvis nogen 'større sandhed' end de oprindelige, censurerede film, men sætter tværtimod beskueren i gang med spekulative gætterier om, hvorfor de enkelte klip overhovedet blev klippet væk.

Med dét for øje manifesterer Nimcovas værk på en fin, uhøjtidelig måde den selvsamme kløft af uvished, der ligger mellem os og fortidens udsagn.

Anstrengt udfoldelse
Også Agnieszka Polskas værker leger med tilnærmelsen af historien. I videoværket Medical Gymnastics har hun levendegjort en række fotografier fra en bog om børnegymnastik.

Via Photoshop har hun gjort pigernes kroppe bevægelige, så de rent faktisk motionerer, men dog i nogle meget anspændte, stramme bevægelser og i et umådeligt langsomt tempo, der vækker et vist ubehag hos filmens betragter.

Ved at omdanne bogen til en film forkaster Polska den rutineprægede oplevelse af datidens bogværk. Fortiden kan ikke betragtes som et statisk billede, og historien må netop til enhver tid rekonstrueres og levendegøres.

Polskas film udgør en vellykket fremstilling af, hvorfor den simple genfortælling af historien til stadighed bør vige pladsen for en nyfødt tolkning. Ved hjælp af manipulation tydeliggør hun, at vi aldrig med sikkerhed kan vide, om vi kender værkets oprindelige mening.

Ingen nostalgi
Begge de omtalte kunstnere retter altså en appel til værkets betragter. Via symbolforskydning og transformation søges publikum anbragt i en ny form for tilbageskuen.

Forestillingen om 'de gode gamle dage' kan ikke findes, men skal skabes her og nu. Og dermed forkastes enhver illusion om en nostalgisk, klichéfyldt tilbagevenden til en forgangen tid.

En fælles forskydning
Overordnet set tager alle fire kunstnere afsæt i en fælles ambition om at angribe vores kollektive erindringsmønstre. Udstillingen præsenterer en perlerække af strittende udsagn, men bindes fint sammen af det overordnede tema.

The Good Old Days giver sin betragter frie tøjler til selv at forvilde sig rundt i værkernes forskydninger af historiske facts. Og samtlige værker synes at insistere på vores opmærksomhed - og forlanger af os, at vi selv skal genskabe fortiden.