Guerillastrategi
I 1980'erne udstillede Irwin og NSK Jugoslaviens grundlæggende politiske struktur ved provokerende at overidentificere sig med den herskende ideologi. Ved at benytte sig af totalitære og nationale symboler viste kunstnerne det undertrykkende systems uskrevne regler og kastede lys over ideologiens skjulte bagsider. Et illustrativt eksempel på denne guerillastrategi, er den nu såkaldte plakatskandale.
I februar 1987 bragte flere nationale aviser en historie om, at en ingeniør fra Beograd havde afsløret, at et plakatforslag til Ungdommens Dag (og Marskal Titos fødselsdag) var et simpelt plagiat af Richard Kleins nazi-propagandistiske plakat Det tredie Rige fra 1936. Den føderale organisationskomité havde ellers glædeligt præmieret forslaget som et præcist udtryk for 'den jugoslaviske stats højeste idealer'.

Stat i tid
Da muren faldt, og staten Jugoslavien et par år efter kollapsede, blev den symbolske kontekst og de totalitære rammer som NSK tidligere var underlagt og som de subtilt havde udnyttet, opløst. Det betød, at de ikke længere havde en veldefineret modstand at spille bolden op imod, og Irwin tog derfor initiativ til at skabe nye rammer ved at transformere kunstnerkollektivet fra at være en organisation til at blive en såkaldt ’stat i tid’: NSK State in Time. Den virtuelle, utopiske stat har nu flere tusinde statsborgere og er siden sin fødsel blevet materialiseret som ambassader, konsulater og paskontorer med statsemblemer, flag, uniformer, pas etc.

Ensrettende
Denne overidentificering, med staten som begreb og materialistisk form, kan opfattes som en avantgardistisk gestus og en original fortsættelse af den overidentificeringsstrategi, som især NSK’s grafiske afdeling NK og NSK’s musikgruppe Laibach anvendte i 80’erne. Ved at fusionere stat og kultur var Irwin og NSK stadig i stand til at udfordre ensrettende systemer. I stedet for Jugoslavien blev fokus rettet mod det vestlige demokrati, der, ifølge de slovenske kunstnere, stadig ekskluderer den østeuropæiske kunst fra den vestlige kunstsfære og kunsthistoriske kanon.

Historieløshed
I 1990’erne videreudviklede Irwin bl.a. de dekonstruktions- og rekonstruktionsteknikker, som de tidligere havde anvendt ved, helt skematisk, at konstruere en ’fiktiv’ østeuropæisk retroavantgarde. Projektet beskrev retroavantgarden som en specifik kunstnerisk retning i ex-Jugoslavien, der, med udgangspunkt i 20'ernes zenitisme, udvikler sig over Mangelos (50érne), Stilinovic (70érne), og kulminerer i Laibach Kunst, Irwin og Kazimir Malevich (fra Beograd) i 1980'erne.
Hermed afspejlede Retroavantgarde (1996-2000) fraværet af en stabil historisk fortælling om moderne og samtidig kunst i Slovenien, på Balkan og i Øst-europa generelt. Og Irwin udfordrede samtidig særdeles kritisk vestlige postulater om en modernisme, der besidder universel gyldighed.

Kunstnerisk kortlægning
I de sidste par år har Irwin været mere aktive end nogensinde på den globale kunstscene. Først og fremmest med deres omfattende, interaktive og foranderlige projekt East Art Map, der kortlægger værker af øst- og centraleuropæiske avantgardekunstnere fra 1945 og frem til i dag, og hvis formål er, at tage kunstnerne ud af deres nationale rammer og få dem indskrevet i den vestlige og dermed universelle kunsthistoriske kontekst.
Men samtidig har NSK-staten aldrig været mere aktuel og global end i dag, hvor tusindvis af afrikanere indenfor det sidste år nu også har ansøgt om pas og statsborgerskab i et forsøg på at finde et seriøst alternativ til andre statslige tilholdsforhold end de gængse.