Om Astrid Gjesing er et skrivende menneske, der orienterer sig visuelt mellem sine ord, eller et visuelt menneske, hvor sprogets materialitet og væsen forplanter sig som en vægtig indvævning i billedet, kunne der reflekteres længe over. Selv præsenterer hun sig som digter og billedkunstner. Jeg foreslår ordkunstner, da hun er uden for kategori og samtidig i sin egen, hvor sproget gøres rummeligt og beboeligt med mange facetter og udtryk. Det giver ikke mening at betragte hendes værk som udtryk for to divergerende praksisformer, dertil er hånden for sikker og den intuitive handlen vokset ud af en mangfoldig resonanskasse med erfaringer og undersøgelser fra et sted mellem ord og billede.

Undertegnedes møde med Astrid Gjesing var gennem sproget og poesien, da jeg for nogle år siden kom ind i foreningerne Litteraturen på Scenen og Litteratur i Århus. Det blev dog hurtigt klart, at når der i forbindelse med Gjesings kunst er tale om poesi eller skrift, må begrebet udvides, og læseroptikken ændres. Overskridelserne og tilføjelserne knopskyder sig langt ud over værk og kategori.

At Astrid Gjesings praksis falder mellem flere forskellige medier og udtryk, ses tydeligt ved et blik over værklisten, som ganske vist starter med en bog, men hurtigt bevæger sig hinsides bogsiden mod performance, billedkunst, installation og lydværk. Endvidere må det bemærkes, at det store billede tegner sig rhizomatisk. De enkelte værker placerer sig i en netværksstruktur i dialog med tidligere og kommende. Flere af værkerne konkretiseres over en årrække i forskellige situationer, tilføres nye elementer og vokser som punkter med tilføjelser og forgreninger.

Med omdrejningspunkt i det voksende værk nat tegn vil jeg med de følgende linier forsøge at indkredse kunstnerens praksis i henhold til ovenstående betragtninger. Nat tegn starter som en lyrik-installation i Århus i perioden 5/1 (Helligtrekonger) til 2/2 (Kyndelmisse) 1997. Tre poetiske udsagn bøjes i neon og placeres i det århusianske byrum. Installationen organiseres som en rumcyklus, en digtcyklus og en livscyklus gennem de fire elementer og lyder således: ”af vand er du kommet” (grøn neon – vand – pier 2, Århus Havn), ”jorden bærer dit aftryk” (rød neon – jord – Rådhusparken) og ”fuglenes alfabet” (blå neon – luft – Domkirken), mens ilden i første omgang repræsenteres gennem materialet neon – lys – ild. I løbet af udstillingsperioden skifter digtene plads tre gange og undersøger således serielt stedets ånd.

Senere samme år præsenteres de tre digte samlet på Udenrigsministeriets bygning ved Knippelsbro (København). I 1999 placeres installationen i en ganske anden kontekst, nemlig i de naturskønne omgivelser ved KunstCentret Silkeborg Bad. Og endelig optræder digtene ved det Hvide Fyr på Skagen, hvor et fjerde digt tilføjes og lyder ”lysets tøven” (hvid neon) i år 2000. Som det vil fremgå af nedenstående, er det i nærværende tekst hovedsageligt værkets indskrivning i byens kontekst eller skriftsværm, der vil fokuseres på, skønt der naturligvis er god grund til at opholde sig ved værkets væsentlige anderledes relationer i naturen på Skagen og ved Silkeborg.

Med den sidste tilføjelse ”lysets tøven” markerer Astrid Gjesing installationens væsentlige funktion i mødet med beskueren. Digtenes placering i det offentlige rum, hvor de deler kontekst med Irmahønen, må naturligvis få den forbipasserende til at vakle på stedet og tøve ved udsagnet. Som et spyd henvender digtene sig meget direkte til beskueren med sine postulater, der med overtalelsens karakter og entydighed illuderer sandheden i betragterens nu. Man løfter forsigtigt foden for at se, om verden nu virkelig bærer ens aftryk.

Udsagnene er som sådan klassisk poetiske i deres opbygning og dannelse af metaforer. Stod de trykt i en bog, ville de fremkalde den klassiske forestilling om en symbolsk mening – et nedgravet objekt – som læseren kan opdage, hvis blot der læses dybt nok. Men i det uformidlede møde i det offentlige rum optræder nat tegn som frontaler, hvor værkets udtryk og udsagn bliver relationelt – underlagt omgivelserne og beskuerens dialog med digtene – hvormed repræsentationsforholdet mellem værk og virkelighed opløses i en værklighed.

Astrid Gjesings nat tegn skriver sig ind i et stadig vildtvoksende, kaotisk og større kulturelt skriftbillede. Det er disse græshoppesværme af skrift, som Benjamin så dem – lysreklamen og plakatens grafik – der videreføres i en poetik, som reflekterer og udbygger den kommercielle annonce og det grafiske design. Det er en universel poesi, som forener ”verdensbilledet” i det visuelle udtryk og gennem modersmålet – det sprog, vi bor i.

Nat tegn er en overskridelse af kunstneriske kategorier, hinsides bogside og institution, på vej ud i Irmahønens poetik. Men Astrid Gjesing holder fast på tærsklen i en ”lysets tøven” med aura og mystik, hvor fuglenes alfabet kortlægger skyer af betydning.